Det rodede forløb omkring Meld og Feld og politianmeldelsen fra en tidligere kollega har fået Morten Messerschmidt til at takke af som formand for Dansk Folkepartis gruppe i EU-Parlamentet. Men selv om sagen er alvorlig, kan Messerschmidt stadig gøre karriere i indenrigspolitikken.
Det vurderer DR’s politiske korrespondent Christine Cordsen.
- Hvis der ikke kommer yderligere belastende sager frem, og det lykkedes ham at lukke den her sag ned, så den ikke bare ruller og ruller, så behøver det ikke at belaste ham.
- Der kan gå et par år, før der er valg, og så kan den her sag sagtens være glemt. Han har før vist, at han har en meget stor appel til vælgerne.
Uvist, om ledelsen pressede på
Selvom løbet ikke er kørt for Morten Messerschmidts politiske karriere, så er det en alvorlig sag, som DF’eren har rodet sig ud i.
- I Dansk Folkeparti snakker man om, at Morten Messerschmidt nok er en dygtig politiker, der kan mange ting, men at denne sag har vist, at lederskabet ikke er hans store styrke, siger Christine Cordsen.
Morten Messerschmidts afgang er udlagt som hans egen beslutning, men om ledelsen i Dansk Folkeparti har spillet en rolle er svært at gisne om, forklarer Christine Cordsen.
- Det er den slags, man aldrig helt finder ud af. Efter, hvad jeg har hørt, så er der ikke tvivl om, at Dansk Folkepartis ledelse synes, det er en god idé, han trækker sig. Men om der har været pres på, har vi ikke belæg for at sige.