Morten Messerschmidt (DF) vil efter mandagens afgørelse gå efter, at også andre europæiske partier kigges efter i sømmene.
Det siger han som reaktion på, at han og Dansk Folkeparti skal betale tre millioner kroner tilbage, som ulovligt er brugt på politiske kampagner i Danmark. Pengene var øremærket oplysning om EU.
- Det er vigtigt for os at få rejst det her politisk, så der kommer en undersøgelse af, hvordan alle politiske partier har ageret på det her område, siger Morten Messerschmidt.
- Det er paradoksalt, at man kan se, at andre partier bruger ressourcer på at lave tilsvarende materiale til det, vi fik at vide, at vi ikke måtte, siger Morten Messerschmidt:
Adspurgt direkte kan han dog ikke dokumentere, at andre partier og fonde har brugt EU-midler på materialet, som det var tilfældet hos FELD og MELD.
Europa-Parlamentet besluttede her til aften, at EU-organisationerne MELD og FELD, som Messerschmidt har været formand for, skal tilbagebetale 2,9 millioner kroner.
De to organisationer har modtaget penge fra EU-kassen til oplysningskampagner, men har ifølge Europa-Parlamentets ledelse misbrugt pengene til formål, som de ikke måtte bruges til, og de skal derfor betales tilbage.
Ifølge Morten Messerschmidt er reglerne uklare, og Dansk Folkeparti handlede ikke i ond tro. Han har endnu ikke et svar på, om Dansk Folkeparti vil betale det millionbeløb, EU kræver.
OVERBLIK: Messerschmidts omdiskuterede EU-midler
MELD
- •
MELD er en forkortelse for Movement for a Europe of Liberties and Democracy.
- •
Det var en politisk, europæisk alliance, der ville samle de euroskeptiske partier fra EU's medlemslande - herunder Dansk Folkeparti - og politikere fra hele EU i ét fælles parti.
- •
MELD blev grundlagt i 2012 og er delvist finansieret af EU. Siden 2004 har det været muligt for de europæiske partier og alliancer at modtage økonomisk støtte, der dækker op til 85 procent af partiets udgifter.
- •
Medlem af EU-Parlamentet Morten Messerschmidt (DF) har været formand for MELD, som dog nu er ved at lukke ned.
FELD
- •
FELD var en politisk fond, der var tilknyttet MELD. Fonden havde til opgave at observere, analysere og bidrage til den politiske debat i EU.
- •
Meld og FELD hang derfor sammen, og begge arbejdede for at fremme medlemmernes og medlemspartiernes politiske holdning, hvilket blandt andet skete på baggrund af tilskud fra EU.
- •
MELD og FELD fik støttekroner fra EU til oplysningsaktiviteter. Ifølge reglerne måtte disse penge ikke gå til at føre kampagne ved en national folkeafstemning eller et nationalt valg.
Kilder: europarl.europa.eu, meldeuropa.com
/Ritzau