Den politiske ledelse i Europa-Parlamentet, præsidiet, besluttede mandag aften, at de to EU-organisationer – MELD og FELD, skal betale 2,9 millioner kroner tilbage til EU-kassen.
De to organisationer har modtaget penge fra EU-kassen til oplysningskampagner, men har ifølge Europa-Parlamentets ledelse misbrugt pengene til formål, som de ikke måtte bruges til, og de skal derfor betales tilbage.
Dansk Folkepartis medlem af Europa-Parlamentet, Morten Messerschmidt, har været formand for både MELD og FELD, og omkring halvdelen af de 2,9 millioner kroner er blevet brugt til EU-kampagner for Dansk Folkeparti. Blandt andet en kampagnevideo, hvor der opfordres til at stemme nej til retsforbeholdet ved folkeafstemningen.
Morten Messerschmidt sendte i går et brev til præsidiet i Europa-Parlamentet, hvor han endnu engang argumenterede for, hvorfor han ikke mener, at han og Dansk Folkeparti har gjort noget galt og opfordrede præsidiet i parlamentet til at ændre sig. Men den opfordring ignorerede ledelsen i Europa-Parlamentet.
Parlamentet vil nu henvende sig til ledelsen i MELD og FELD og bede dem om at betale pengene tilbage til EU-kassen.
Hvis MELD og FELD ikke betaler de 2,9 milllioner kroner tilbage til EU-kassen, så har Europa-Parlamentets generalsekretær – Klaus Welle – fået præsidiets godkendelse til at inddrive pengene ad rettens vej.