Markante stramninger: Regeringen vil indføre nødbremse ved grænsen

Regeringen vil indføre en nødbremse, så asylansøgere kan afvises ved grænsen.

Regeringen vil indføre mulighed for at standse asylansøgere på grænsen. (Foto: © Claus Fisker, Scanpix)

Regeringen lægger op til at stramme udlændingepolitikken markant som led i 2025-planen.

Konkret foreslåes det at indføre en nødbremse, så asylansøgere kan afvises ved grænsen. Samtidig skal der ikke tages imod flere kvoteflygtninge i 2016.

- Vi skal ikke igen have flygtninge og migranter til at vandre på danske motorveje. Nødbremsen skal gøre det muligt at afvise asylansøgere på grænsen og sende dem tilbage, hvis vi får en situation, som ligner den, vi oplevede i september 2015, hedder det i 2025-planen.

Regeringen vil også intensivere indsatsen med udsendelse og hjemtagelse af afviste asylansøge og skærpe brugen af optjeningsprincippet i forhold til offentlige ydelser.

For nylig afviste statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), at Danmark kommer til at udtræde af de internationale konventioner, men i 2025-planen fastslås det, at regeringen vil "se kritisk på den praktiske fortolkning af konventionerne".

Og man vil forsøge at føre konventioner tilbage til kernen, som det hedder.

Dermed nærmer regeringen sig de øvrige borgerlige partier - i særdeleshed Dansk Folkeparti - der vil gå noget længere, når det kommer til at tage et opgør med de internationale konventioner.

Regeringen lægger op til at hjælpe mere i nærområderne og vil øge det danske bidrag med samlet 1 milliarder kroner i 2016 og 2017.

Det skal forebygge, at flygtninge og migranter søger mod Europa og Danmark.

https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1260708570646331