En politisk magtkamp ruller i aften over scenen i Grønlands største parti, det socialdemokratiske Siumut.
Landsstyreformand Kim Kielsen bliver nemlig udfordret i rollen som partiet Siumuts førstemand.
Udfordringen kommer fra landsstyremedlem for udenrigsanliggender Vittus Qujaukitsoq, Siumut, som trækker sig fra sin post i Grønlands Landsstyre. I stedet går han på partiets landsmøde efter at vælte Kim Kielsen samme år, som Siumut kan fejre 40 års jubilæum.
Det grønlandske medie Sermitsiaq skriver ifølge Ritzau, at der er rekordmange partimedlemmer til landsmødet, der varer fra onsdag til i morgen.
Selvstændigheden skiller
Det er holdningen til Grønlands selvstændighedsproces, der skiller de to mænd.
Udfordreren Vittus Qujaukitsoq vil sætte fart under processen. Han mener, at man godt kan undvære bloktilskuddet.
- Det er svært at se, om der er nogle gevinster for os længere ved rigsfællesskabet. Det er på tide at genoverveje alle forhold, siger Vittus Qujaukitsoq.
Han medgiver, at det vil forringe levevilkårene, "men vi kommer ikke til at sulte ihjel", siger han ifølge Sermitsiaq.
Kim Kielsen mener derimod, at partiet har brug for ro.
- Vi er det førende parti i Grønland. Partiet skal stå endnu stærkere og blive et mere robust parti.
- Det er vigtigt, at vi altid internt i partiet skal have rummelighed til forskellige holdninger og meninger. Dog skal vi passe på, at det ikke går ud over vort fællesskab, sagde Kim Kielsen onsdag ifølge Sermitsiaq.
Blødere holdning
Under den tidligere landsstyreformand, Aleqa Hammond, stod Siumut for en mere kontant selvstændighedspolitik, men det har Kim Kielsen blødt op på, siger redaktør på Grønlands Radio, KNR, Jonas Løvschall-Wedel.
- Kim Kielsen har en længere tidshorisont og er ikke så hård i retorikken. Men der er en fløj i Siumut, som ikke deler hans tålmodighed. Qujaukitsoqs horisont er nærmest "selvstændighed nu", sagde han i går i Deadline på DR2.
Kim Kielsen derimod taler om, at selvstændighed er noget, som hans børn eller børnebørn kan sætte dato på, påpeger Jonas Løvschall-Wedel.
Bedste kort til Kielsen
En nylig meningsmåling viste, at et stort flertal af befolkningen i Grønland ønsker selvstændighed. Derimod vil kun få have selvstændighed, hvis det går ud over levestandarden.
Derfor vurderer Jonas Løvschall-Wedel, at Kim Kielsen også står med de bedste kort før opgøret i aften.
- Mange prominente Siumut-politikere har meldt ud, at de står bag Kim Kielsen. Til. gengæld er det kun tidligere landsstyreformand Lars-Emil Johansen, som står bag Vittus Qujaukitsog, siger han.
Selvstændighed har været et særlig hedt emne siden sidste år, da den nydannede grønlandske regeringskoalition i oktober udsendte en erklæring, hvori den skrev, at Grønland uigenkaldeligt er på vej mod selvstændighed.
/DR Nyheder/