I håbet om at få bekæmpet bande- og rockerkriminalitet præsenterede regeringen i dag 28 nye tiltag i en bandepakke med navnet ' Bander bag tremmer'.
I forbindelse med et regeringsseminar på Fyn fremlagde justitsminister Søren Pape Poulsen (K) de væsentligste punkter i pakken forud for forhandlingerne, der begynder på onsdag.
- Vi kan ikke have bandekonflikter, og vi kan ikke have, at de render rundt og skyder i gaderne. Vi skal finde nogle løsninger, så vi får dem bag tremmer, siger Søren Pape Poulsen til DR Nyheder.
De er fløjtende ligeglade med samfundet
Det handler primært om strengere fængselsstraffe for hård kriminalitet, ligesom bandemedlemmer skal kunne idømmes et forbud mod at vise sig i områder, som de har belastet med kriminalitet.
- Vi har nogle bydele, hvor nogen har deres små kongeriger, hvor de tror, de skal bestemme, og det skal vi have sat ind overfor. Jeg er klar til at gå meget langt indenfor lovens rammer, siger justitsministeren.
Han har ikke meget til overs for de eksperter, der siger, at hårdere straffe ikke nytter.
- Jeg er ikke i tvivl om, at bandemedlemmerne kender strafferammerne. Vi har med mennesker at gøre, der er fløjtende ligeglade med samfundet. Når de sidder i fængsel, så er de ikke ude at gøre verden utryg for andre, siger Søren Pape Poulsen.
Her er nogle af de væsentligste punkter i regeringens bandepakke:
- Hæve minimumsstraffen for at besidde et skydevåben fra 1 til 2 år. I dag er gennemsnitsstraffen 1 år og 4 måneder
- Lade kommunerne kunne lukke de såkaldte "rockerborge"
- Fjerne muligheden for prøveløsladelse for rocker- og bandemedlemmer.
- Indføre et områdeforbud, så bandemedlemmer kan idømmes et forbud mod at vise sig i de områder, hvor de har begået kriminalitet.
- Skærpe straffen for skyderier i det offentlige rum markant, som det fremgår af bandepakken. Konkret vil regeringen indsætte en ny bestemmelse i straffeloven, så straffen kan forhøjes med op til 50 procent i forhold til i dag.
- Hjælpe flere ud af rocker- og bandekriminalitet. Blandt andet vil regeringen undersøge muligheden for at tilbyde personer i såkaldt exitforløb en udvidet adressebeskyttelse.