Løkke vil fortsætte VLAK-regering uden DF efter næste valg

Mest naturligt, at VLAK-regeringen går til valg sammen næste gang, mener statsministeren.

Det er et år siden i dag, at statsminister Lars Løkke Rasmussen præsenterede VLAK-regeringen på Amalienborg Slotsplads. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2016) ccc (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Ifølge statsminister Lars Løkke Rasmussen(V) går det så godt med de tre regeringspartiers samarbejde, at det vil være oplagt for trekløveren at forsøge at genvinde regeringsmagten ved næste valg, der senest skal finde sted i sommeren 2019.

- Holder det hele vejen til den dag, hvor der udskrives valg, og det håber jeg da, at det gør, så vil det da også være mest naturligt, at vi går til valg sammen. Selvfølgelig vil det det, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen og tilføjer, at der er lang tid til næste folketingsvalg.

- Derfor koncentrerer vi os nu om at gøre valgperioden færdig. Det gør vi i et godt og tillidsfuldt samarbejde.

Udmeldingen fra Løkke kommer på VLAK-regeringens et års fødselsdag. Den adskiller sig fra det, som Lars Løkke Rasmussen kom med på Folketingets åbningsdag for under to måneder siden.

På et spørgsmål i DR-programmet ”Mød Statsministeren” om, hvem Lars Løkke Rasmussen foretrak at gå i regering med efter næste valg af de to partiledere Anders Samuelsen (LA) eller Kristian Thulesen Dahl (DF), svarede Løkke:

- Det vil være fint, hvis de vil være med begge to.

Dansk Folkeparti slog sidste sommer fast, at de vil i regering efter næste valg, hvis partiet bevarer sin nuværende vælgeropbakning, og der også efter næste valg er et borgerligt flertal.

Løkke: Kampformen er god i regeringen

VLAK-regeringen opstod midt i det, der på nordjysk nok vil blive kaldt en mindre harmonisk periode i blå blok.

Men det har de tre partier sammen fået vendt på hovedet i løbet af det seneste år, mener chefen for dagens fødselar.

- Kampformen den er god, fordi da vi fik dannet den nye regering, fik vi jo samtidig tøet et ret bundfrosset klima op på Christiansborg. Det betyder jo, at vi uge for uge – og ja, faktisk en gang om ugen i gennemsnit– har indgået en politisk aftale, siger Lars Løkke Rasmussen.

Blandt de politiske aftaler nævner statsministeren selv aftalen om boligskatten, lempelsen af registreringsafgiften på biler, erhvervs- og iværksætterpakken samt udsigten til en skattereform, som netop bliver forhandlet i dag på Christiansborg.

Udfordringen over dem alle

Men frem mod næste folketingsvalg er der en udfordring, der står over alle andre for regeringen, mener Lars Løkke Rasmussen.

For selv om det ifølge ham og regeringen går godt i Danmark på flere centrale områder som eksempelvis beskæftigelsen, så mangler regeringen ifølge statsministeren at få endnu flere i arbejde:

- Lige nu står vi med en historisk chance for at få de sidste med. Og det vil jo være den største socialpolitiske bedrift overhovedet, hvis folk på kanten af arbejdsmarkedet finder fodfæste på arbejdsmarkedet.

- Det vil være til glæde for dem selv, deres børn og for samfundsøkonomien. Så det vil jeg sige, at det er vores ubetinget største udfordring, siger Lars Løkke Rasmussen.