Det er sjældent, at statsministre møder op i samråd.
I dag klokken 15:00 har Lars Løkke Rasmussen (V) dog afsat en time til at lade sig udspørge i en sag om de såkaldte kvotekonger, der sidder tungt på fiskekvoter.
For tre måneder siden fik miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) frataget fiskeriområdet. Og nu vil Enhedslisten have svar på hvorfor.
- Jeg vil gerne høre til statsministerens rolle i den her kolossale skandale om kvotekonger.
- Hvilken rolle har statsministeren spillet? Har han vidst, at der foregik en systematisk tilbageholdelse af oplysninger? Og har han nikket til det, siger demokratiordfører Maria Reumert Gjerding, Enhedslisten.
Hun finder timingen for flytningen af ressortområdet påfaldende.
Tre dage efter skulle Esben Lunde Larsen i samråd. Det skete efter historier om, at ministerens tilbageholdelse af oplysninger i sagen havde været mere systematisk, end det var kendt.
Desuden havde ministeriet ifølge Berlingske lagt strategier for at modarbejde flertallets ønsker på fiskeriområdet.
"Ganske besynderlig forklaring"
Statsministeren begrundede flygtningen af ressortområdet med en kommende kritisk rapport fra Rigsrevisionen og med udfordringer efter brexit.
Men det giver Enhedslisten ikke meget for.
- Det virker som en ganske besynderlig forklaring, al den stund at han fjernede Esben Lunde tre dage inden et skæbnesvangert samråd, hvor DF havde udtrykt stor, stor utilfredshed med de nyeste afsløringer.
- Det virker som en noget usandsynlig forklaring. Jeg tror, forklaringen er, at DF ikke længere havde tillid til ministeren, siger Maria Reumert Gjerding.
Det er sjældent, at statsministre deltager i samråd, og for Løkke er det blot anden gang i denne regeringsperiode, at han tropper op.
Formelt kan statsministeren selv vælge, om han eller hun vil stille op i et samråd eller sende en fagminister.
Forstå sagen:
- •
Folketinget reformerede i 2002 fiskeriet ved at indføre omsættelige kvoter. Det betyder, at fiskerne kan købe og sælge kvoter til at fange en bestemt mængde fisk.
- •
Kvoterne erstattede rationsfiskeriet. Her havde alle lige adgang til at fiske en bestemt mængde. Det gjorde det svært for fiskerne at planlægge og tjene nok.
- •
Folketinget understregede i forbindelse med kvotereformen, at kvoterne ikke måtte ende på for få hænder. Men politikerne gav ingen præcise anvisninger til at undgå det.
- •
Miljø- og Fødevareministeriet skulle dog lave et register for at sikre kontrol og gennemsigtighed for ejerskab af kvoterne.
- •
Rigsrevisionen konkluderede i august i år, at ministeriets forvaltning har været "meget kritisabel" og "ikke har understøttet Folketingets intention om, at kvoterne ikke måtte koncentreres på for få hænder".
- •
Ministeriet har anvendt "ufuldstændige data, skiftende beregningsgrundlag og forkerte registreringer".
- •
Statsrevisorerne har også udtalt deres skarpeste kritik af ministeriet. Håndtering har været "uprofessionel og helt utilstrækkelig".
- •
Fem kvotekonger er meldt til politiet, to ledende embedsmænd er forflyttet, og ansvaret for fiskeriet er flyttet fra miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) til Karen Ellemann (V), der i forvejen var minister for ligestilling og nordisk samarbejde.
/ritzau/