Løkke om betjent skudt i hovedet: Jeg er dybt rystet

Jeg kan ikke forestille mig, hvad de pårørende gennemgår i disse timer, siger statsministeren om såret betjent.

Betjente skal ikke frygte for deres sikkerhed, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er 'dybt rystet' over, at en betjent fra Københavns Vestegns Politi er blevet skudt i hovedet.

Det siger han i en skriftlig kommentar sendt til pressen:

- At en politimand på vej på arbejde er blevet skudt, er på alle måder forfærdeligt at tænke på. De mænd og kvinder, der hver dag går på arbejde for at passe på os alle, skal ikke leve i frygt, når de færdes rundt i Danmark, udtaler Lars Løkke Rasmussen.

Betjenten, der ifølge DR Nyheders oplysninger er hundefører, blev ramt af skud klokken 8.20 ved politigården i Albertslund. Hans tilstand er uvis, men de pårørende er underrettet.

- Mine tanker går til politimanden og hans pårørende – jeg kan ikke forestille mig, hvad de gennemgår disse timer. Mine tanker er også hos de ansatte på Politigården i Albertslund, der må være i chok oven på den brutale nedskydning af deres kollega, siger statsministeren.

Justitsminister Søren Pape Poulsen oplyser, at politiet endnu ikke kender motivet bag skudepisoden.

En mulig gerningsmand er blevet anholdt.

Som konsekvens af sagen har Rigspolitiet bedt landets politikredse om at øge bevogtningen på politistationerne. Flere steder er der også sat ekstra mandskab på gaden.

dr.dk følger sagen minut for minut. Følg med her.