Sikkerheden skærpes hos politiet landet over, efter en politibetjent er blevet skudt i hovedet ved politigården i Albertslund.
Ifølge DR Nyheders oplysninger er en hundefører ramt.
Politiet opruster derfor efter episoden. Den ekstra bemanding sker som en ren rutine, oplyser Rigspolitiet til DR Nyheder.
- Det er helt rutinemæssigt, at der iværksættes øget bevogtning af politistationerne indtil situationen er mere klar, siger kommunikationschef Anders Frandsen.
Meldingen er også blevet udsendt på Rigspolitiets Twitter-konto.
- Efter skudepisode i Albertslund har politiet øget sikkerheden ved politistationer i hele landet, indtil situation er afklaret #politidk, skriver Rigspolitiet på det sociale medie.
Den øgede bevogtning sker blandt andet i København, hvor der er indsat flere betjente på gaden.
- Kbh politi har efter skudepisoden på Vestegnen rutinemæssigt indsat ekstra politi i byen, skriver Københavns Politi på Twitter.
I Odense kan forbipasserende også se, at der er kaldt flere betjente til området for at holde øje.
Fyns Politi bekræfter over for DR Nyheder, at politigården i Odense bliver bevogtet af bevæbnede betjente
Det samme er tilfældet hos Midt- og Vestjyllands Politi, bekræfter vagtchef Anders Olesen over for Berlingske.
- Det er korrekt. Vi har højnet sikkerheden på alle stationer i forbindelse med skudepisoden i København, siger han.
Også Nordjyllands Politi skærper sikkerheden efter skudepisode ved politigården.
- Vi øger vores synlighed i hele politikredsen, oplyser vagtchef, politikommissær Mogens Hougesen.
- Alle vores patruljer har også skærpet opmærksomhed, siger han.
dr.dk følger sagen live minut for minut. Følg med her.
Her er en status fra politigården i Aarhus: