Det er ikke andet end mytedannelse og spin, når Folketingets EU-positive partier gang på gang bruger Danmarks udtræden af det europæiske politisamarbejde, Europol, som skrækeksempel, hvis vælgerne stemmer nej ved folkeafstemningen om det danske retsforbehold den 3. december.
Sådan lyder anklagen fra Enhedslistens Pernille Skipper, der på partiets årsmøde netop er blevet valgt som ny spidskandidat til Folketinget efter Johanne Schmidt-Nielsen, som falder for Enhedslistens rotationsregler.
Pernille Skipper langer blandt andet ud efter statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), som hun kritiserer for at danne ”myter” og citerer ham for, at man godt kan stemme nej ved folkeafstemningen, hvis man ikke vil ”narkobander, tyvebander og pædofiliringe til livs”.
- De EU-begejstrede partier gør alt, hvad de kan, for at få det hele til at handle om en lille promille af afstemningen, nemlig politisamarbejdet, siger Pernille Skipper i en tale på årsmødet i Gladsaxe.
Ja vil være "tilbageskridt"
Hun henviser til, at folkeafstemningen om at ændre det danske retsforbehold til en tilvalgsordning vil medføre, at Danmark ved et eventuelt ja samtidig stemmer for at tiltræde i alt 22 retsakter i EU.
- Hvis retsforbeholdet bliver afskaffet, så kan vi godt regne med, at vi får en helt anden lovgivning på områder som forældremyndighed, domstole, kriminel lavalder, politi og meget andet, siger Pernille Skipper.
- Den lovgivning vil blive besluttet ved et bord, hvor 27 andre lande også skal tilgodeses. Lande som stadig har forbud mod abort, forbud mod ”homoseksuel propaganda” eller store indskrænkninger af ytringsfriheden. Det er ikke fremskridt at gå med til sådan noget. Det er tilbageskridt, siger hun.
Enhedslistens retsordfører kritiserer også R-leder Morten Østergaard og K-formand Søren Pape Poulsen for henholdsvis at udtale, at man gør ”forbryderne en tjeneste” og gør Danmark til ”et mekka for forbrydere”, hvis man stemmer nej den 3. december.
"Drop jeres spin"
Men det er useriøst kun at tale om den politimæssige del af tilvalgsordningen og folkeafstemningen, mener Pernille Skipper.
- Kære Lars, Mette og jer andre. I har selv valgt, at afstemningen skal handle om hele retsforbeholdet, ikke kun Europol. Hvis I virkelig tror på det, må I også stå på mål for det, siger Pernille Skipper.
- For hvert område, hvor I så brændende ønsker, at befolkningen skal opgive selvbestemmelse, må I forklare hvorfor. Drop jeres spin. Hold op med at påstå, at vi ikke overlader selvbestemmelse til EU – befolkningen bliver jo aldrig spurgt igen, siger hun.
Foruden Enhedslisten anbefaler Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Folkebevægelsen mod EU at stemme nej ved den kommende folkeafstemning.