Noget for noget. Sådan ser fremtiden ud for ulande. De får kun dansk bistand, hvis de modtager deres statsborgere, som afvises i Danmark.
Det siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på Københavns Universitet om regeringens 2025-plan.
- Det handler om at sætte alle de penge, vi bruger i ulandsbistand, i bevægelse, så vi forhindrer folkevandring. Vi har gjort os til talsmand for konditionalitet i ulandsbistanden, siger Lars Løkke Rasmussen.
- Når vi giver til Afrika, så skal de tage imod egne borgere, hvis de sætter sig i bevægelse, siger statsministeren.
Danmark har især svært ved at hjemsende statsborgere fra Somalia, Iran og flere lande i Mellemøsten. Det forklarede integrationsminister Inger Støjberg (V), da hun forleden fremlagde regeringens stramning af udlændingepolitikken, som er led i 2025-planen.
Flere vil ikke rejse hjem
Flere afviste asylansøgere vil ikke rejse tilbage til hjemlandet. Enten forsvinder de fra udrejsecentret Kærshovedgård mellem Ikast og Brande. Eller også stritter de imod, når de sættes på et fly til hjemlandet med betjente. Så kræver flykaptajnen dem sat af flyet.
- Folk med ikkevestlig baggrund har en betydelig lavere erhvervsfrekvens end andre. Det presser vor økonomi helt vildt. Hvis vi får for stort indtag af flygtninge, så får vi forringede muligheder for at løse vores problemer, siger Lars Løkke Rasmussen.
Det udfordrer danskerne, når muslimske friskoler fravælger danske værdier og normer og modarbejder samfundet, mener statsministeren.
- Vi skal holde asylindvandringen så langt nede som muligt for at fokusere på vores integrationsindsats. Derfor var det for mange, der kom, da antallet steg fra 5000 til 7000 til 14000 og 21000 sidste år. Vi var nødt til at handle, siger Lars Løkke Rasmussen.
/ritzau/