Skal det være forbudt at gå i de muslimske klædedragter burka og niqab i Danmark? Det spørgsmål ligger fortsat på bordet foran statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).
Mens regeringen arbejder på en indstilling, er flere medlemmer af Venstres folketingsgruppe nu gået åbent frem med støtte til et forbud.
- Det er ikke nogen hemmelighed, at der er nogle i Venstres folketingsgruppe, der synes, man skal lave et forbud. Og at der er andre, der siger, at man ikke skal lave et forbud, siger Lars Løkke Rasmussen.
- Det hviler alt sammen på den fælles holdning, at vi bryder os ikke om burkaer. Det er et symbol på kvindeundertrykkelse, og det skal bekæmpes. Så det er i virkeligheden en metodediskussion.
DF vil snart fremsætte forslag
Afgørelsen om metodevalg skal dog falde snart. Dansk Folkeparti ventes at fremsætte et forslag mod heldækkende klædedragter, så snart det er muligt efter Folketingets åbning tirsdag i næste uge.
Mens Venstre endnu ikke har taget endelig stilling, er De Konservative for et forbud, mens Liberal Alliance siger nej.
- Jeg er leder for en regering, der består af tre partier. Og i sidste ende skal regeringen finde en samlet position om det, og det, tror jeg, kræver nogle yderligere drøftelser, end dem der har været so far, siger Lars Løkke Rasmussen.
/ritzau/