Løkke afviser valg i 2018: 'Jeg er ikke i valgkamp. Jeg er i arbejdstøjet'

Spekulationerne om et folketingsvalg i år blev pandet i jorden af statsministeren.

Se Lars Løkke Rasmussen forholde sig til tidshorisonten for det kommende folketingsvalg.

Spekulationer om, at et folketingsvalg kan være nær forestående, blev forsøgt druknet i Aarhus Bugt, da manden med valgknappen - statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) - her til middag holdt pressemøde selvsamme sted.

For nok er der uro i rød blok med uenighed om, hvem der peger på hvem som statsminister, men det kommer ikke til at udløse et lynvalg om, hvem der skal sidde på magten de næste fire år, bedyrede statsministeren, da han selv indledte pressemødet med at tale om valget. Altså inden pressen fik lejlighed til at stille spørgsmål om sagen.

- Helt ærligt. Det er først til næste år, lød det fra Lars Løkke Rasmussen foran pressen.

Og dermed havde han sagt alt det, han ville sige om det folketingsvalg, der senest skal holdes den 17. juni næste år, lod han forstå i klare vendinger. Og så alligevel ikke helt.

For øjeblikket efter åbnede statsministeren selv for snakken, da han skulle præsentere regeringens fem fokusområder for efteråret.

- Jeg er ikke i valgkamp. Jeg er i arbejdstøjet, konstaterede Lars Løkke Rasmussen.

Et efterår med reformer

Direkte adspurgt om det skal opfattes som en garanti for, at valget først kommer til næste år, svarer han:

- Sådan kan man sagtens opfatte det.

Det politiske arbejdstøj skal blandt andet bruges til at præsentere politiske initiativer på fem politikområder, hvor der ifølge statsministeren er et behov:

En sammenhængsreform, der skal styrke kernevelfærden, en reform af sundhedsområdet, en styrkelse af arbejde med psykisk sårbare unge og psykiatrien, erhvervsuddannelserne og klimaet.

- Regeringen fungerer og fungerer godt. Derfor kommer vi også til at gå til valg sammen, sagde Løkke.