”Det går godt i Danmark.”
Så enkelt er budskabet fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og præcist sådan formulerer han det under sin åbningstale i Folketinget, der officielt skal skyde et nyt folketingsår i gang.
Talen er en fasttømret del af Grundloven, der skal beskrive Rigets tilstand, og statsministeren benytter muligheden til at beskrive de ting, der går godt.
- Vores land er blevet rigere. Vores samfund tryggere. Danmark er blevet friere, siger Lars Løkke Rasmussen.
Årsagen til de positive toner er ifølge regeringen, at ”væksten har bidt sig fast, at ledigheden er lav og beskæftigelsen er høj”.
Ifølge regeringen er der siden valget i 2015 skabt 100.000 nye, private job, ligesom antallet af personer på kontanthjælp er faldet med 13.500 personer det sidste år.
- Der er grund til optimisme. Nu skal vi have alle med ind i en lysere fremtid, siger Lars Løkke i sin tale.
Fire konkrete mål
At få flere med ind i en lysere fremtid kræver ifølge Løkke fire konkrete mål: Flere private arbejdspladser, investeringer i velfærdssamfundet, flere ud af passiv forsørgelse og mere kontrol over tilstrømningen til Danmark.
I talen fortæller statsministeren også, at der nu er et ekstra råderum på 36 milliarder kroner i den offentlige økonomi frem mod 2025. De penge vil regeringen bruge på flere ting. Lars Løkke nævner konkret offentlige investeringer som motorveje og digital infrastruktur og ønsket om at lette skatter og afgifter.
Løkke understreger samtidig, at man ikke vil bruge hele råderummet på lavere skatter og afgifter. For det er ikke hele svaret, mener han
- Så når nogle prøver at give det indtryk, at regeringen vil bruge rub og stub på at sætte skatten ned, så er det ikke rigtigt, siger han og fortsætter: - Men indrømmet. Vi vil heller ikke bruge rub og stub på offentligt forbrug. Vi insisterer på balance.
Ifølge statsministeren er det ikke et valg mellem skattelettelser og velfærd, for ”det er et falsk valg”.
Vil udflytte flere offentlige arbejdspladser
Blandt de øvrige initiativer i Løkkes tale er der også en ny plan for udflytning af statslige arbejdspladser i december. Regeringen har allerede flyttet 3.900 statslige arbejdspladser på 23 institutioner ud i landet. Her har 2.500 statsligt ansatte valgt at flytte med jobbet til den nye arbejdsplads.
Også et udspil til en ny energiaftale efter nytår er på vej, annoncerer statsministeren, ligesom han vil lave en sammenhængsreform i sundhedssystemet, som ventes præsenteret til næste år.
Samtidig vil regeringen bruge penge fra satspuljen på at få flere med i foreningslivet.
Også en kommende forsvarsaftale får et par ord med i talen. For regeringen vil med aftalen ”styrke Forsvarets muligheder for at støtte Politiet”. Samtidig skal aftalen styrke Danmarks mulighed for at stå imod, når hackere går til angreb mod dansk infrastruktur, som det senest er sket i sidste uge, hvor flere ministeriet blev angrebet af hackere.
Løkkes tale blev kortvarigt afbrudt, da en demonstrant smed flyveblade ud i folketingssalen. Se klippet her.