Folketingssalen er forandret, når det danske parlament åbner tirsdag klokken 12 med dronning, prinser og prinsesser - og 12 almindelige danskere, der har vundet en plads på tilhørerpladserne i en officiel folketings-lodtrækning.
Det vævede tæppe bag talerstolen er væk og et skjult vindue fundet frem fra mørket, salen er blevet handicapvenlig - og dannebrog er kommet på stang ved siden af talerstolen.
Statsminister i mindretal
Statsministerens opgave er den samme som altid på denne tid af året. Han skal aflevere sit bud på rigets almindelige tilstand og sine tanker om, hvad der skal stilles op med det hele. De påtænkte foranstaltninger.
Statsministeren er også den samme som sidste år, nemlig Lars Løkke Rasmussen. Og helt inde ved benet står han i samme situation som sidste år. Den typisk danske. Han har ikke sit eget faste flertal. Han er mindretals-statsminister og kan intet få igennem, med mindre nogen hjælper ham.
Bedre udgangspunkt
Men derudover er det fair at konstatere, at Lars Løkke Rasmussen i år holder åbningstale med et bedre udgangspunkt end i 2016 - hvilket om ikke andet bekræfter, at det dummeste en statsminister kan gøre, det er at gå af.
Kunsten i svære tider er altid at overleve. Holde øje med mulighederne. Håbe på bedre tider. Arbejde for begge dele.
Udvidet regering
Statsministeren vil i sin åbningstale - og sin landsmødetale senere på ugen - glæde sig over dansk økonomi. Der er skabt private arbejdspladser. Færre er på kontanthjælp.
Han kan samtidig glæde sig over at holde åbningstale på vegne af en bredere regering, trods alt.
Skat og helhedsplan
Ved åbningen sidste år handlede en stor del af pressedækningen om den hårde infight mellem regeringens to største støttepartier, Dansk Folketinget og Liberal Alliance om topskat. Som bekendt truede LA regeringen på livet, men endte i stedet med at hoppe ind i regeringen.
Meget handlede i sagens natur også om regeringens helhedsplan, som Lars Løkke Rasmussen havde præsenteret allerede før Folketingets åbning i 2016. Den plan, hvor et af de centrale forslag var at hæve pensionsalderen - det forslag, som mere end noget andet førte DF-formand Kristian Thulesen Dahl og S-formand Mette Frederiksen i hinandens arme i månederne efter Folketingets åbning sidste efterår. Først lidt på afstand, så i Samtaleværelset og til sidst helt op på scenen i Cirkusbygningen.
Løkkes forslag om en lavere pensionsalder var stendødt. Ligesom LAs ønske om topskattelettelser.
DF har sidste ord
Og dermed er vi nået til et centralt - og uforandret - grundvilkår for Lars Løkke Rasmussen. Han er afhængig af Dansk Folkeparti. Et parti, der er optaget af at dokumentere påstanden om, at det giver maksimal indflydelse at stå uden regeringsansvar. Altså bortset fra at DF sådan set godt vil i regering, bare ikke lige nu.
Det vigtige er, at DF først og fremmest tager hensyn til DF. Men selv det er ikke helt enkelt, for hvis man til stadighed markerer sin uafhængighed af den borgerlige regering, er spørgsmålet jo, hvorfor man støtter samme regering.
Det kan til tider se ud, som om regeringen nærmest intet kommer igennem med - men det billede er ikke fyldestgørende. Siden åbningen i 2016 er der lavet vigtige aftaler, blandt andet i forhold til boligejerne - en bred politisk aftale. Og for nylig kom aftalen om lavere bilafgifter på plads, formet i et samarbejde mellem regeringen og Dansk Folkeparti.
Blåt arbejde
Dét kan blive første skridt i en tretrinsraket, hvor de næste trin er finanslov og skatteaftale. Lykkes det, kan statsministeren forklare vælgerne, at Blå Blok faktisk er borgerlige stemmer i arbejde - under hans ledelse. Det vil være rigtigt, sådan set - men det er ikke statsministeren, der har sidste ord i samarbejdet. Det er Dansk Folkeparti.
Folketingsåret 2017/18 begynder tirsdag og slutter om et år. Det bliver travlt. Der er skat, forsvar, energi, medieforlig og meget andet på dagsordenen. Og når Lars Løkke Rasmussen holder åbningstale første tirsdag i oktober 2018, vil der så småt begynde at lugte af valgkamp i folketingssalen.