LO kræver flere ressourcer til Arbejdstilsynet efter skandalen hos Siemens

Beskæftigelsesministerens arbejdsmiljø-initiativer får støtte af LO, men der skal følge penge med.

LO-formand Lizette Risgaard ser også positivt på, at ministeren vil indkalde til drøftelser om, hvordan kronesmiley-ordningen kan forbedres. (Foto: © Linda Kastrup, Scanpix)

Det er fornuftigt, at Arbejdstilsynet fremover også skal kigge på antallet af anmeldte erhvervsskader, når de planlægger deres tilsyn på virksomheder med kronesmileyer.

Det mener i hvert fald LO’s formand Lizette Risgaard:

- Det vigtigste er, at Arbejdstilsynet reagerer på de oplysninger, de får om anmeldte erhvervssygdomme - uanset om de kommer fra en certificeret eller ikke-certificeret virksomhed.

Som reglerne er i dag, får virksomheder, der har fået et arbejdsmiljøcertifikat, sjældent besøg af Arbejdstilsynet, hvis der er anmeldte erhvervssygdomme.

LO-formanden forventer dog også, at ministeren sikrer, at Arbejdstilsynet har de nødvendige ressourcer for at kunne løfte opgaven.

- Når Arbejdstilsynet skal klare ekstra opgaver, som ministeren i dag har pålagt dem, så skal der jo være en mulighed for at få ekstra ressourcer. Arbejdstilsynet er blevet skåret igennem flere år, og jeg har ikke nogen opfattelse af, at der ligger ekstra ressourcer gemt i systemet, siger Lizette Risgaard.

Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) mener dog ikke selv, at Arbejdstilsynet har brug for yderligere ressourcer for at kunne håndtere den nye opgave.

Det handler nemlig mere om arbejdsprocesser end om ekstraopgaver, forklarer han.

- Der, hvor min kritik er knyttet, er mere behovet for digitalisering og omstilling af arbejdsprocesserne, så Arbejdstilsynet bliver bedre til at bruge de data, der er til rådighed, forklarer han.

- Det er en professionalisering og effektivisering, vi taler om her.

LO roser også ministeren for at indkalde til drøftelser om kronesmiley-ordningen.