Hvis politikerne beslutter at indføre en medieskat i stedet for licensbetalte public service-medier, kan det blive svært at opretholde det såkaldte armslængdeprincip - og dermed den politiske uafhængighed.
Sådan lyder det fra lektor og ekspert i public service Henrik Søndergaard, efter at det står klart, at et bredt politisk flertal er enige om at lægge licensen over på skatten.
Han gør opmærksom på, at der er to muligheder for politikerne - en særlig medieskat eller en finanslovsløsning - men at begge løsninger indebærer nogle problemer.
- Begge løsninger gør public service-medierne mere afhængige af politisk velvilje, end de er i dag. I dag er public service-medier uafhængige, det er hele meningen - det er for borgerne i samfundet, vi laver programmer, siger Henrik Søndergaard fra Københavns Universitet
Selvcensur er nærliggende
Han påpeger, at DR indtil nu har været meget fokuseret på at give brugerne, hvad de ønsker.
- Men måske ønsker det politiske flertal ikke en bagedyst eller X-faktor eller forskellige politiske programmer. Når det går gennem skattefinansiering, så kommer medierne i højere grad til at producere til dem der betaler, nemlig politikerne, som kan tildele dem flere eller færre penge i hver finanslov, siger Henrik Søndergaard.
Kort før jul blev der spekuleret heftigt i, om DR's pludselige aflysning af P1-julekalenderen "Jul i Republikken" skyldtes frygt for det kommende medieforlig.
På rollelisten var både Johanne Schmidt-Nielsen, der spillede sig selv som præsident i den nye danske republik, og journalisten Georg Metz. Instruktør Lotte Svendsen har forklaret, at hun fik en instruktion om, at de ikke kunne have to venstreorienterede på rollelisten.
Ifølge Henrik Søndergaard er det et eksempel, hvor DR er mere fokuserede på dem, der giver pengene, end på brugerne.
- Det skaber en mistanke om, at man er fokuseret på opdragsgiveren i stedet for på brugeren, at man er bange for sin egen hale. Selvcensur er nærliggende, for ikke at irritere dem, der skal tildele pengene, siger han.
Den anden løsning er at lave en medieskat, der ikke skal forhandles hvert år. I Finland findes en model, hvor pengene opkræves over indkomstskatten, men lægges i en særlig pulje, der reguleres politisk gennem fireårige forlig.
Licens er mindst ringe
Skatten blev indført i Finland i 2013 og beregnes per person - i stedet for per husstand - og ligger på mellem 50 og 140 euro (370-1040 kroner) årligt - afhængig af den enkelte persons indkomst.
- Ideen er, at man er med til at fastholde kundeforholdet. Man kan ikke undgå at være kunde - og de fleste er jo kunder alligevel. Men igen så er der en langt tættere styring af medierne, uafhængigheden vil også med den model være meget svagere, siger Henrik Søndergaard.
Ifølge lektoren er licens den mindst ringe måde at finansiere public service på, men han medgiver, at det kan blive vanskeligt at legitimere licens i fremtiden.
- Unge mennesker har nærmest vendt flow-TV ryggen, fordi der er et nyt medieforbrug helt uden om public service-medierne. Så kan der blive flere og flere sortseere, siger Henrik Søndergaard.
En afskaffelse af licensen vil skabe et hul i statskassen på 1,1 milliarder kroner, fordi den moms, vi alle betaler oven i licensen, forsvinder, hvis DR og andre medier skal finansieres over skatten.