Det kan betyde en huslejestigning for lejere, hvis regeringens forslag til et nyt ejendomsvurderingssystem bliver vedtaget.
Det vurderer cheføkonom i Lejernes Landsorganisation, Jesper Larsen.
Når grundværdien på ejendomme stiger, vil grundskylden - altså skatterne - også stige for ejere af beboelsesejendomme. Det vil betyde højere husleje for lejerne.
- Udlejerne kan vælte stigningen i skatter og afgifter over på lejerne, siger Jesper Larsen.
- Den almindelige huslejeudvikling er cirka på to procent om året. Og det er oveni det, man vil få en stigning i husleje, siger han.
Boligforening: Boligejere har særstatus
Hvor stor stigningen vil blive, afhænger af, hvor høj en grundskyld kommunerne vil fastsætte.
Også administrerende direktør i den almene boligforening AAB Christian Høgsbo ser en risiko for højere huslejer.
- Hvor meget det ender med, ved vi jo ikke endnu. Men der er da en klar forventning fra min side om, at fordelene i regeringens udspil kun kommer til at gælde ejere af boliger, siger han.
- Det er der desværre en historisk tendens til. Boligejere har af en eller anden grund en særstatus i dansk politik, som man som varetager af lejernes interesse nogle gange kan undre sig lidt over.
Skatteminister Karsten Lauritzen (V) præsenterede onsdag på et pressemøde i Skatteministeriet regeringens udspil under titlen "Tryghed for boligejerne", som blandt andet indeholder et nyt system for ejendomsvurderinger.
I det nuværende system er grundene under lejlighederne i de store byer "markant undervurderet", hedder det i regeringens udspil.
Med de nye ejendomsvurderinger er den forventede stigning i grundværdien for ejerlejligheder under ét på 330 procent.
Grundskylden, som betales af både ejere, lejere og andelshavere i lejlighedsbyggerier, vil dog ikke tredobles.
For regeringen vil nedsætte den promille, som grundskylden beregnes med.
Ifølge Politiken får de nuværende beboere og boligejere rabat og slipper for stigningen i første omgang. Men dem, der køber en lejlighed efter 2020, skal betale de højere skatter.
Det samme gælder andelshavere i nye andelsboligforeninger og lejere i privat udlejning eller almene boliger, der skifter ejer efter 2020.
/ritzau/