LA og K undsiger Løkkes velfærdspulje: Lockout-penge skal gå til skattelettelser

Liberal Alliance og De Konservative vil øremærke sparede lønkroner i en eventuel lockout på skattelettelser.

Den cirka kvarte milliard lønkroner, som staten dagligt vil spare, hvis de statsansatte bliver sendt hjem fra arbejde i en lockout, skal øremærkes til velfærd, mener statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

De tre regeringspartier er uenige om, hvad de sparede lønkroner skal bruges til, hvis overenskomstforhandlingerne ender i en storkonflikt.

Mens statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kan notere sig fuld opbakning fra både Dansk Folkeparti og flere oppositionspartier til at øremærke de eventuelle ubrugte lønkroner til en velfærdspulje, så stejler hans regeringspartnere i Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti.

Den cirka kvarte milliard lønkroner, som staten dagligt vil spare, hvis de statsansatte bliver sendt hjem fra arbejde i en lockout, skal gå til lavere skat.

Det mener i hvert fald de to mindste regeringspartiers finansordførere: Rasmus Jarlov (K) og Joachim B. Olsen (LA).

- Sparede udgifter fra lockout bør gå til lavere skat. Borgerne vil få ekstra udgifter, når de eksempelvis ikke kan få passet deres børn. Underligt hvis de eneste, som skal holdes skadesløse, skal være de offentligt ansatte, mens udgifterne tørres af på skatteyderne, skriver Rasmus Jarlov på Twitter.

Joachim B. Olsen erklærer sig over for DR Nyheder "fuldstændig enig" i, at eventuelle sparede lønkroner skal sendes tilbage til danskerne i form af skattelettelser.

- Borgerne har betalt skat mod at modtage offentlig service. Når man ikke modtager den vare, man har betalt for, så bør man naturligvis få sine penge tilbage.

- Den direkte offentlige service, som borgerne har betalt for, men ikke modtager, bør de få pengene tilbage for, siger Joachim B. Olsen.

Løkke: Velfærdspulje er regeringens politik

Lars Løkke Rasmussen understreger, at velfærdspuljen er regeringens politik.

LA og K vil bruge pengene på skattelettelser - hvad mener du om det?

- Det er et interessant spørgsmål, men det er mere afgørende at få slået fast, at regeringen ikke ønsker en konflikt. Man kan ikke udelukke en konflikt, og der vil jeg gerne gøre det krystalklart, at regeringen ikke ønsker at tjene på en konflikt, siger han.

Men Rasmus Jarlov og Joachim B. Olsen mener, at pengene skal gå til skattelettelser. Burde du ikke have talt med dem først?

- Det er regeringens politik, og det gælder alle regeringens tre partier.

Så du kan ikke forestille dig, at pengene skal bruges på skattelettelser?

- Det er et engangsløb, og man kan ikke give permanente skattelettelser med et engangsbeløb.

Men som en borgerlig-liberal regering kunne det da være en god idé at bruge de her penge på skattelettelser?

- Jamen, jeg repræsenterer den borgerlige, liberale regering, så jeg er vel bedst til at finde ud af, hvad der er godt at gøre i denne situation, siger Lars Løkke Rasmussen.

Velfærdspulje til forhandling

Hvis lockouten - og med den også velfærdspuljen - bliver til virkelighed, vil statsministeren diskutere med Folketingets øvrige partier, hvordan pengene skal bruges. Det har Lars Løkke Rasmussen ikke noget konkret bud på endnu.

Han spiller velfærdspuljen på bordet, fordi han har noteret sig, at der "florerer nogle myter om", at regeringen skulle spekulere i at få en gevinst ud af en storkonflikt.

Joachim B. Olsen afviser, at han med sin udmelding om skattelettelser for de sparede lønkroner puster til den opfattelse.

- Det er et principielt spørgsmål, jeg tager stilling til. Og når man betaler for en vare, og ikke får den, bør man få pengene igen. Der er ikke nogen på Christiansborg, der spekulerer i en konflikt. Det er ikke en ønskelig situation at havne i, siger finansordføreren.

Der er godt 180.000 ansatte i staten. Overenskomstforhandlingerne på både statens, regionernes og kommunernes område omfatter tilsammen i alt 745.000 offentligt ansatte.

DF og S støtter Løkke

Dansk Folkepartis finansordfører, René Christensen, kalder statsministerens udmelding for "fornuftig":

- Det er vigtigt, at statsministeren kommer med den melding, så der ikke kan blive spekuleret i, at en eventuel lockout måtte blive en øvelse til, at der kan komme provenu ud af det.

Socialdemokratiets finansordfører, Benny Engelbrecht, erklærer sig også fuldstændig enig med statsministeren:

- Hvis den situation opstår, så skal det ikke bruges til at kunne lave besparelser på vores fælles velfærd. Det giver sig selv, og derfor er statsministerens melding også helt naturlig. Der er ingen tvivl om, at sådan må og bør det være.

Også De Radikales partileder, Morten Østergaard, vil lade besparelser som følge af en storkonflikt gå til de berørte områder til velfærd.