De studerende skal i højere grad have mulighed for at være herre over egen uddannelse, og ikke længere være statens "skaffedyr" i et "rigidt uddannelsessystem".
Det siger Liberal Alliances politiske ordfører, Christina Egelund, der i dag lancerede partiets nye uddannelsesudspil på et pressemøde efter sommergruppemødet i København.
- Vi vil sikre de studerende et liv med mindre stress, mere fleksibilitet og frihed, som vi håber at kunne få opbakning til ved næste folketingsvalg, siger Christina Egelund.
Afskaf fremdriftsreformen
Uddannelsesudspillet består af fire forslag.
Blandt andet ønsker LA et opgør med den udskældte fremdriftsreform, hvis formål er at få de studerende hurtigere igennem deres uddannelse.
Reformen begrænser de studerendes muligheder og frihed, lyder det fra Christina Egelund.
Studerende må tjene, så meget de vil
Desuden skal loftet for, hvor mange penge de studerende må tjene ved siden af studiet, og tidsfristen for, hvornår læger skal uddanne sig til speciallæger, afskaffes, siger den politiske ordfører.
- Vi vil afskaffe den såkaldte seks-års-regel, fordi den presser læger ud af Danmark i en tid, hvor vi har brug for læger, siger Egelund.
Også sidste år blev reglen sat under lup, hvor regeringen valgte at forlænge fristen med et år. Nu ønsker LA den helt fjernet.
Afskaf uddannelsesloftet
Til sidst gentager LA sit ønske om at få afskaffet uddannelsesloftet, som partiet allerede ved indførelsen var skeptiske over for.
Dog stemte Liberal Alliance for forslaget som følge af de aftaler, der blev lavet, da partiet gik i regering med Venstre og De Konservative.
At en lignende situation kan ske, hvor LA ved en eventuel regeringsdannelse under næste valg bøjer af for partier, der ikke ønsker afsked med loftet, afviser økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille efter sommergruppemødet.
- Det her er et af de punkter, som vi vil have med i et regeringsgrundlag, at man skal afskaffe uddannelsesloftet som et krav, siger Simon Emil Ammitzbøll-Bille, der dog ikke vil stille ultimative krav.
Liberal Alliance har endnu ikke fremlagt en finansiering for uddannelsesudspillet.
/ritzau/