- Et nederlag.
- Smertegrænsen er nået.
- Vi bør træde ud af regeringen.
Sådan lyder det fra flere af Liberal Alliances egne lokalformænd, der i modsætning til partileder og udenrigsminister Anders Samuelsen mener, at det er et klokkeklart nederlag for Liberal Alliance, at der alligevel ikke kommer en stor skattereform.
- Vi gik jo i regering for at få nogle skattelettelser, og det har vi jo ikke fået. Det er dybt skuffende, siger Rune Hjortkjær Meldgaard, formand for Liberal Alliance i Aarhus.
- Det er jo almindelig kendt for folk, der interesserer sig for politik, at vi har måttet sluge mange kameler i forhold til, hvad der egentlig er vores kerneværdier, fordi vi også er med i et regeringssamarbejde, og fordi et regeringssamarbejde er et kompromis. Og ved at træde ud af regeringen, så kan vi jo få lov til at sige vores mening uden at tænke på kompromiset i regeringssamarbejdet, siger Rune Hjortkjær Meldgaard.
Men det kommer der jo ikke skattelettelser ud af?
- Nej, men der kommer heller ikke skattelettelser ud af at være i regering. Og udenfor kan vi stå mere frit, siger Rune Hjortkjær Meldgaard, der vurderer, at der vil være klangbund i LA-baglandet for nu at forlade regeringen. Han vil selv foreslå det på et hovedbestyrelsesmøde i Liberal Alliance på fredag i Nyborg.
Også Michael Andersen, der er formand for Liberal Alliance i Hedensted, mener, at tiden er inde til, at Liberal Alliance forlader regeringen.
- Det er en sort dag for blå politik. Jeg mener, at smertegrænsen nu er nået i forhold til regeringsdeltagelse, siger Michael Andersen.
Formand for Liberal Alliance i Egedal Tommy Højegaard bringer også regeringsdeltagelsen i spil. Han er i tvivl om, hvorvidt det fortsat giver mening at sidde i regering.
- Vi skal have en grundig selvransagelse i forhold til, om vi fortsat skal sidde i regering, eller om det giver lige så meget at sidde uden for. Jeg er meget i tvivl, om det er en god ide, at vi fortsætter i regeringen. Jeg kan måske godt tro, at vi kan få lige så meget gennemført, hvis vi sidder udenfor, siger Tommy Højegaard.
Historisk store skattelettelser
LA-baglandets frustration kommer, efter at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i går måtte droppe regeringens ambitioner om at forhandle en ambitiøs skattereform på plads med Dansk Folkeparti.
- Vi må sande, at vi ikke kan indfri ambitionen om at give familierne lidt mere luft i husholdningerne, sagde Lars Løkke Rasmussen.
I stedet satser regeringen nu på en langt mindre aftale med penge, der allerede er fundet i tidligere aftaler.
Liberal Alliances partileder, Anders Samuelsen, erkendte samtidig, at hans ambitioner om ”historisk store skattelettelser” ikke bliver til noget.
Men selv om Liberal Alliance i årevis har satset benhårdt på skattelettelser, og selv om Anders Samuelsen lige før jul netop stillede ”historisk store skattelettelser” i udsigt, ville han dog ikke høre tale om, at Liberal Alliance har lidt et nederlag.
- Det er ikke et nederlag. Et nederlag, det er, når skatterne stiger. Skatterne falder. Og det gør de konstant, sagde Anders Samuelsen.
Den konklusion får dog Anders Samuelsens egne lokalformænd til at gå i rette med ham.
- Det er et selvfølgelig et nederlag på personskatteområdet for Liberal Alliance. Det er der ingen tvivl om, siger en skuffet formand for Liberal Alliance i Herning, Claus Hillerup Emborg.
- Det er da et nederlag, at vi nu må nøjes med en lille skatteaftale, når vi havde ambitoner om en større. Det er jo os, der har stået mest på, at vi skal have skattelettelser, siger formand for Liberal Alliance i Egedal Tommy Højegaard.
Heller ikke Ole Jacobsen, formand for Liberal Alliance i Sydjyllands storkreds, deler Samuelsens konklusion.
- Det er en del af vores hjerteblod, så på den måde er det et nederlag for os, at man ikke i denne omgang får en skattereform igennem, siger Ole Jacobsen, der ikke mener, at Liberal Alliance har fået tilstrækkelig meget ud af at sidde i regering.
Manglende alliance
LA-formanden i Herning mener dog stadig, at det giver mening, at LA bliver i regeringen. I hvert fald valgperioden ud.
- Til den tid må vi gøre det samlede regnestykke op, siger Claus Hillerup Emborg.
Han klandrer samtidig partitoppen med Anders Samuelsen i spidsen for ikke at have skabt et tillidsfuldt samarbejde med Dansk Folkeparti, som kunne have hjulpet skattelettelserne på vej.
- Liberal Alliance har ikke været dygtig til at skabe en alliance og et fortroligt forhold til Dansk Folkeparti, siger Claus Hillerup Emborg.
Erhardt Mogensen, der er formand for Sjællands Storkreds, kalder det trist, at den store skattereform er droppet, men mener alligevel, at Liberal Alliance skal blive i regering.
- Hvis vi træder ud af regeringen, så er der ikke rigtig nogen – og det kunne vi se med den tidligere borgerlige regering – der slås for skattelettelser, så det er grund nok til, at vi sidder i regering, siger han.
Liberal Alliances politiske ordfører, Christina Egelund, forstår godt ærgrelsen og frustrationerne i baglandet, men minder om, at det er lykkedes at sænke skatter og afgifter som regeringspartner.
- I forhold til om Liberal Alliance skal sidde i regering eller ej, er man nødt til at kigge ud over dagen i går, og når jeg tager et samlet blik på, hvad vi er kommet igennem med, så er vi en del af en regering, der faktisk har sænket skatterne og afgifterne over mange gange, siger hun.