Statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) udmelding her til formiddag betyder et farvel til hans egen regerings høje ambition om at komme i mål med en ambitiøs skattereform.
Men denne gang var der ingen ultimative krav fra Liberal Alliances partileder Anders Samuelsen:
- Vi tager de skattelettelser i den rækkefølge, vi kan få dem og glæder os over, at skatten trods alt falder i det her land, siger Anders Samuelsen.
Liberal Alliance gik ellers forrest i kampen om skattelettelser, og partiet har i flere omgange sendt trusler mod Statsministeriet, hvis ikke de fik indfriet deres krav om en skatterabat til danskerne.
Afskaf topskatten
Da LA-formand Anders Samuelsen gik på talerstolen til et ungdomsliberalt arrangement i 2013 var ambitionsniveauet højt.
- Når Liberal Alliance får de afgørende mandater, vil vi afskaffe topskatten, og vi vil sænke indkomstskatten til maksimalt 40 procent, sagde Anders Samuelsen.
Inden Lars Løkke Rasmussen havde sat navne på sine ministre under regeringsdannelsen i 2015, kom der også skarpe trusler fra Liberal Alliance til statsministeren. For hvis ikke Venstre-formanden kunne levere markante topskattelettelser, så var Anders Samuelsen stålsat nok til at pege på socialdemokraternes Mette Frederiksen som landets leder.
- Du kan selv se mig i øjnene og se, hvor stålsat jeg er, sagde Anders Samuelsen.
Lars Løkke Rasmussen dannede så endelig sin smalle Venstre-regering, hvor regeringen skrev ind i regeringsgrundlaget, at det var dens ambition at sænke skatten på sidst tjente krone på fem procentpoint.
Og her var Anders Samuelsen endnu engang fremme i skoene, da han varslede valg - medmindre regeringen stod fast på deres løfte om skattelettelser inden grundlovsdag 2016.
- Hvis regeringen ikke lever op til regeringsgrundlaget, hvor der står, at der skal komme skattelettelser i foråret, så kan vi heller ikke garantere, at regeringen sidder efter grundlovsdag.
Der gik dog ikke lang tid før den tidsfrist var skudt til jul.
- Vi ved til jul, om vi får valg eller reformer. Vi har et land, vi skal redde, som har store problemer, sagde Anders Samuelsen i februar til Jyllands-posten
LA’s ultimative krav
Endelig blev det sommer og sol, men alligevel fik Liberal Alliance sendt iskolde trusler mod statsministeren, da han skulle præsentere sin helhedsplan for dansk økonomi frem mod 2025. For Anders Samuelsen satte sig fast på et ultimativt krav om topskattelettelser.
- Hvis ikke det sker, så er vi ikke længere støtteparti for regeringen, sagde Anders Samuelsen i august 2016.
LA inde i varmen
Men der lød andre toner, da Lars Løkke Rasmussen inviterede Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti ind i ministerierne. For her droppede Anders Samuelsen sine krav om topskattelettelser.
Dermed blev det i stedet regeringens målsætning at arbejde for, at ”Topskatten skal spille en langt mindre rolle end i dag”.
- Nu har vi en mulighed for at komme dertil, hvor vi ville hen oprindeligt. Nemlig at komme ind i en regering, som var bredere end en smal Venstre-regering. Hvis vi var lykkedes med det allerede efter folketingsvalget, så var der ikke kommet til at stå det specifikke ønske om de fem procentpoint, sagde Anders Samuelsen inden han gik til forhandling om ministerposterne med statsministeren.
Erkender nederlaget
- Vi erkender, at det er umuligt at overbevise de andre partier om, at det er virkelig effektivt at lette topskatten.
Det var den ærlige kendsgerning, som Anders Samuelsen måtte erkende, da regeringen i august 2017 ikke kunne finde et flertal for skattelettelser. Men det fik alligevel ikke LA-formanden til at skrue ned for forventninger, og allerede i regeringens kommende skatteudspil kunne danskerne forvente sig ”historiske skattelettelser”.
Finansloven og julefreden
Og klangen af ”historiske skattelettelser” gik igen, da Liberal Alliance gik til forhandlingsbordet i december, da regeringen og Dansk Folkeparti skulle forhandle en finanslov på plads.
Men spændingen steg, da Dansk Folkeparti stillede krav om, at der skulle ske et såkaldt paradigmeskift i udlændingepolitikken, hvis partiet skulle lægge stemmer til regeringens skattelettelser.
Juleferien ventede rundt om hjørnet hos den pressede regering, og først 8. december landede regeringen og Dansk Folkeparti en finanslovsaftale.
Men dramaet sluttede ikke her. Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) meldte klart ud, at Liberal Alliance udelukkende ville stemme regeringens egen finanslov igennem, hvis der landede en skatteaftale inden jul.
Det lykkedes ikke, men finansloven blev stemt igennem i Folketinget, så også julefreden kunne sænke sig over Christiansborg.