Hvis politikerne i Region Syddanmark har følt, at de har levet et liv i skyggen af regionens 22 kommuner, så har den seneste valgperiode været en tur midt i orkanens øje.
For lige så stille et liv Region Syddanmark har haft siden sin fødsel i 2007, lige så megen ballade, skandale og drama har der været i særligt i de seneste to år.
De store skandale-sager har nemlig stået i kø i Region Syddanmark. Særligt illustreret ved det kuldsejlede ambulanceudbud, hvor dansk-hollandske Bios til sidst måtte kaste håndklædet og lade sig begære konkurs, og Carl Holst-sagen hvor den tidligere regionsrådsformand Carl Holst brugte en regionsansat medarbejder i sin personlige folketingsvalgkamp.
For selvom Region Syddanmark overordnet set er en veldreven region med styr på økonomien, så har møgsagerne i store perioder overskygget det arbejde, som de 41 regionsrådsmedlemmer har lavet i dagligdagen.
Derfor er største delen af regionsrådsmedlemmernes tid også gået med at få skeletterne ud af skabet og en gang for alle få dem lagt i graven. Et oprydningsarbejde, som har præget den sidste halvdel af valgperioden, og som endnu ikke er helt afsluttet.
Møgsagerne skal afsluttes
Forventningen er derfor, at det nye regionsråd skal bruge en rum tid på at få afsluttet møgsagerne. Og sammen med en totalrenoveret administration, hvor alle ledende direktører er blevet udskiftet, skal der tegnes en fremtid, som peger fremad mod bedre tider for Region Syddanmark.Det store spørgsmål frem mod valget er, om nogle af de mest fremtrædende regionsrådsmedlemmer har fået så mange ridser i lakken og taget så meget skade af de dårlige sager, at de skal frygte for deres politiske fremtid. Og her må særligt Venstre, der har haft patent på formandsposten, kigge sig over skulderen.
Bag dem står glubske konkurrenter og lugter blod og mere politisk magt. Venstre befinder sig i en overhængende risiko for at miste formandspost, som gennem historien kun har været bestridt af Venstre-folkene Carl Holst og Stephanie Lose. Og risikoen bliver ikke mindre af at et politisk kendis-comeback kan få magtbalancen til at skifte.
Med andre ord er der lagt op til det mest spændende regionsrådsvalg i Syddanmark nogensinde.
Enighedens region
Kaster man et blik på det nuværende regionsråd er det tydeligt, at de to store partier Venstre og Socialdemokratiet dominerer det politiske landskab.
Samlet sidder de to partier med 27 mandater i det 41 medlemmers store regionsråd. Det har i praksis betydet, at når Venstre og Socialdemokratiet har fundet politisk fælles front, kan de øvrige partier være med eller stå udenfor – det er op til dem.
Strategien om konsensuspolitik mellem de to store har præget Region Syddanmark siden dens begyndelse i 2006.
Stilen er født under den tidligere regionsrådsformand Carl Holst (V), der i tæt makkerskab med næstformand i regionen, Poul-Erik Svendsen (S), har sørget for bred enighed i regionsrådet om de største politiske sager.
Holsts afløser Stephanie Lose (V), der blev valgt til regionsrådsformand i juni 2015, da Carl Holst rejste til Christiansborg, har forsøgt at fortsætte stilen og søgt de bredde forlig, når det har været muligt.
Men i modsætning til forgængeren Holst, har Stephanie Lose været langt dygtigere til at favne alle partier i regionen – også de små – som nu langt højere grad føler sig inddraget og med reelle muligheder for at påvirke regionens politik.
Derfor har man eksempelvis set størstedelen af de regionale budgetter vedtaget med opbakning fra de fleste partier, ligesom de svære og nødtvungne besparelser er truffet i størst mulig enighed.
Balladen om de blå blink
Stephanie Loses tid som regionsrådsformand var kun få uger gammel, før hun fik en sand politisk ilddåb, da hun endte midt i to møgsager, der har præget regionsrådets arbejdet lige siden.
Først måtte hun håndtere det skandaleramte ambulancefirma Bios, der ved et udbud havde vundet ambulancedriften i tre-fjerdedele af regionen. For allerede få dage før Bios tændte de blå blink 1. september 2015, blev selskabet fanget i en løgn. Her viste det sig, at selskabets vagtplaner var hullede som en si.
Det udløste et ekstraordinært regionsrådsmøde med kun ét punkt på dagsordenen – skal Bios fortsætte eller ej?
Et flertal i regionsrådet besluttede at holde fast i Bios. Men beslutningen blev samtidig kimen til 11 måneder med ballade, uro og stribevis af negative historier.
Alle havde Bios’ massive problemer med at levere op til kontrakten med regionen som sit primære omdrejningspunkt. Noget, som fik store økonomiske konsekvenser for Bios, der gentagende gange måtte betale bod til regionen.
Og de økonomiske kvaler, og Bios’ manglende evne til at leve op til kontrakten betød, at selskabet den 27. juli sidste år måtte lukke og slukke efter en konkurs, hvorefter regionen selv overtog ambulancedriften.
Arven efter Holst
Sideløbende med den kaotiske ambulancedrift kom Loses forgænger og partikollega Carl Holst i fokus.
Holst havde brugt en regionsansat medarbejder til at føre sin personlige folketingsvalgkamp, og den afsløring førte til, at hele Holsts tid som regionsrådsformand blev endevendt.
Her viste Lose og regionsrådet hurtigt handlekraft, da de som en samlet enhed to afstand fra fortiden og satte sig for at få ryddet op.
Langt hen ad vejen har konsensuspolitikken og ønsket om at lægge afstand til Carl Holst-sagen præget regionsrådet. Men i det seneste halve år er der kommet større sprækker i det tætte parløb mellem Venstre og Socialdemokratiet.
Således gik Socialdemokratiet mod Venstre og lavede i samarbejde med SF, Enhedslisten, De Konservative, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet et kommissorium, der skal afklare, om der kan rejses en erstatningssag mod Carl Holst.
Dermed viste der sig for første gang tydelige sprækker mellem de to partier. Og samtidig fik SF igen understreget sin position som kritisk vagthund, som regionsrådsmedlem Ida Damborg i løbet af årene har gjort til parties identitet.
Og netop positionen som den kritiske stemme og en af bannerførerne i oprydningen i regionen kan bane vejen for, at SF kan tage del i en formandskamp, som hidtil ikke har været set i Region Syddanmark.
Det syddanske præsidentvalg
I oktober 2016 fik SF nemlig et trumfkort på hånden, som kan vise sig at ryste det politiske fundament under Region Syddanmark.
Her annoncerede den tidligere udenrigsminister og formand for SF, Villy Søvndal, at hans navn ville stå på valgsedlen til det kommende regionsrådsvalg.
Mantraet fra Søvndal er klart: ”Der skal ryddes op i Region Syddanmark,” og han skal selv stå i spidsen for oprydningen.
Dermed er der for første gang i Region Syddanmarks historie lagt op til en decideret og ligeværdig kamp formandsposten.
For selvom Stephanie Lose vil smadre sit personlige stemmetal på 5569 fra valget i 2013, fordi hun i det store hele har løst sin opgave som regionsrådsformand glimrende og fået lagt afstand til fortiden og de mange problemsager, så har hun i Søvndal fået en modstander, der med masser af politisk erfaring både kommunalt, nationalt og internationalt, kan give hende kamp til stregen.
Ydermere kommer Villy Søvndal med en kendisfaktor, der kan vise sig at blive afgørende, når vælgerne skal sætte krydset i stemmeboksen.
For sætter man antallet af personlige stemmer i et historisk lys, så kan det ikke afvises, at den daværende stemmesluger Carl Holst kunne kapitalisere af, at han var regionsrådets meste kendte og fremtrædende personlighed. For skal vi være ærlige, så er der ikke mange vælgere, som kan sætte navn på de nuværende 41 medlemmer af regionsrådet.
Derfor kan Villy Søvndal vinde mange stemmer via sit navn og sine politiske meritter. Særligt hvis han i løbet af valgkampen kan få overbevist vælgerne om, at der fortsat skal luftes ud i den politiske top, hvis den endelige oprydning i regionen skal lykkes.
En socialdemokratisk dark horse
Midt mellem de to ”præsidentkandidater”, står Socialdemokratiets spidskandidat og nuværende næstformand i Region Syddanmark, Poul-Erik Svendsen.
Hidtil har Svendsen kørt et tæt parløb med Venstre, der blandt andet har sikret ham næstformandsposten i regionen og formandskabet i det betydningsfulde Sundhedsudvalg.
Men denne gang peger alt på, at de socialdemokratiske stemmer arbejde for et formandsskifte til rød blok, og det bringer lige så vel Poul-Erik Svendsen som Villy Søvndal i spil.
Dermed kan socialdemokraterne i særdeleshed får en afgørende rolle, når det skal besluttes, hvem der skal lede Region Syddanmark i de kommende fire år.
Det endelige opgør med møgsagerne
Med spillet om formandsposten in mente, bliver det helt store tema i valgkampen også, hvem der kan signalere og tegne en ny vej for Region Syddanmark. Et signal, der handler om orden i egen butik og et farvel til alle møgsagerne.
Ikke sådan at forstå at politikerne overordnet vil lave de store og drastiske ændringer på den måde, som regionen drives på. Og ingen af dem vil heller fjerne fokus fra, at det er sundheden for borgerne, der er regionens kerneopgave.
I stedet skal den enkelte spidskandidat med formandsambitioner overbevise vælgerne om, at han eller hun er den rette mand til at stå i spidsen for at tegne det nye Region Syddanmark.
For politikerne handler det om en gang for alle at få lukket døren til fortidens spøgelser, så der igen kommer fokus på de positive historier fra Region Syddanmark.
Sundhed, sundhed og mere sundhed
Udover at få afviklet efterslæbet fra Carl Holst- og ambulancesagen vil store dele af politikernes fokus ligge på de store sygehusbyggerier i Odense, Esbjerg, Aabenraa og Sønderborg.
Særligt vil det Nye Universitetshospital i Odense, Nyt OUH, få stor opmærksomhed, da byggeriet til 6,3 milliarder kroner er det største i Region Syddanmarks historie.
Sygehusbyggerierne skriver sig samtidig ind i regionens største fokusområde sundhed. Region Syddanmarks vigtigste opgave er at sikre de 1,2 millioner indbyggere mest sundhed for de 24 milliarder kroner, der er afsat til netop det område.
Og her har politikerne i Region Syddanmark i de to seneste budgettet åbnet for fjerne kravet om en årlig effektivisering på to procent på alle sygehusafdelinger. Således har politikerne besluttet, at en tredjedel af alle afdelinger ikke er underlagt kravet.
Håbet er, at effektiviseringen med tiden kan fjernes permanent – til glæde for både personalet, der skal føle et mindre arbejdspres, og patienterne, der skal opleve en højere behandlingskvalitet.