Artiklen er rettet den 16. marts 2018 i faktaboks om Populære Politikere til Jørgen Gregersen (Stevnslisten) nu (RV) 327.
Jubelen og stoltheden gik over i en ødelæggende ballade, da Stevns Klint kom på Unescos fornemme verdensarvsliste. For i fremtiden ventes gæster at strømme til den verdensberømte klint i endnu højere grad. I øjeblikket kan turisterne gå ad en smal 14 kilometer lang trampesti langs store dele af klinten – en sti, lodsejerne frivilligt har stillet til rådighed langs deres jorder. Men hvad med fremtiden – hvis nu enkelte lodsejere trækker sig fra den frivillige aftale?
Spørgsmålene er mange, men en kendsgerning er det, at det er striden - i byrådet og især i Venstre - om fredningen af en bræmme på 25 meter, der har præget og trukket grimme spor det meste af valgperioden.
Men der er også andet at fortælle om elverkongens land, der afgrænses af Tryggevælde å, Stevns Klint og Køge kommune: Befolkningstallet stiger for tredje år i træk til 22.492 – børnefamilier fra hovedstadsområdet har fået øje på den storslåede natur og de billige, gode huse på Stevns. Dog er der en væsentlig forhindring, når de ræser mod hovedstaden om morgenen: Vejdirektoratet har endnu ikke sørget for at lave en god tilkørsel til motorvejen. Pendlerne må snegle sig ind gennem Køge. Det kan politikerne på Stevns dog enes om at presse staten til at få løst.
Erhvervslivet derimod har ikke så meget godt at sige om Stevns Kommune, der fortsatte turen mod bunden i dette års klimaundersøgelse. Nu ligger Stevns på plads nummer 89 ud af 98.
Politisk analyse: Borgmester sidder uden flertal
De 19 kommunalbestyrelsesmedlemmer i Stevns Kommune er som en sæk lopper – talrige partiskift og stridigheder omkring fredningen af klinten er endt i, at det borgerlige flertal er sprængt. Det er især partiet Venstre, de øvrige i byrådet vender sig imod. Borgmester Mogens Haugaard Nielsen meldte sig ud efter hele to opstillingsmøder. Han har nu dannet borgerlisten ”Nyt Stevns” og håber på, at hans gamle uvenner i Venstre bliver nødt til at stemme ham ind på posten på valgnatten. Det afviser Venstres nye spidskandidat Anette Mortensen dog vil ske. Og Mogens Haugaard Nielsen kvitterer: Han vil heller ikke kan stemme på hende.
Så meget tyder på, at socialdemokraternes Steen A. Hansen bliver manden, der løber med borgmesterkæden. På forhånd har Dansk Folkeparti opgivet samarbejdet med Venstre og har indgået budgetforlig med socialdemokraterne og de radikale. Dermed er der flertal udenom de stridende borgerlige på Stevns og borgmesteren reelt sat fra bestillingen.
Dansk Folkeparti vil ikke på forhånd pege på en socialdemokrat som borgmester, men går efter en person, der kan samle Stevns og ikke mindst kommunalbestyrelsen.
Det er ganske umuligt at spå om, hvor meget genklang borgmester Mogens Haugaard Nielsens ”Nyt Stevns” vil få i befolkningen. På samme måde er det uvist, hvor meget striden i Venstre vil påvirke vælgerne. Så på forhånd ser det ud til, at elverkongen har sendt store tågede skyer ud over det politiske landskab på Stevns. Det er dette uigennemsigtige landskab vælgerne skal forsøge at finde vej i den 21. november.
Valgtemaer
Velfærd: Både Socialdemokratiet, Venstre og Nyt Stevns går til valg på flere pædagoger i daginstitutionerne. Mere støtte til udsatte familier i god tid, så udgifter på næsten 56 millioner om året til blandt andet tvangsfjernelser kan minimeres.
Ældre skal have gjort rent hver 14. dag i stedet for hver tredje uge. Pengene skal komme fra besparelser på indkøb og administration, men det mener Venstre ikke kan lade sig gøre. Stevns har regionens laveste udgifter til ældreomsorg – og 14.000 kroner under landsgennemsnittet.
Rettelse: I en tidligere version af artiklen fremgik det ikke klart, at der i øjeblikket findes en frivilligt anlagt trampesti langs store dele af Stevns klint. Det er nu rettet.