Det er på spil i Sønderborg

Alt kan ske i Sønderborg - i teorien.

(Foto: © Thorbjorn Brunander Sund, Kim Toft Jørgensen)

Kommunalvalget i Sønderborg kan nemt gå hen og blive mere spændende, varm og intens end sommeren 2017. Slesvigsk Parti melder benhårdt ud, at de går efter borgmesterkæden, selv om partiet kun er repræsenteret med tre mandater i det nuværende byråd.

Der er 323 kilometer fra Rådhuset i Sønderborg til Christiansborg i København. Det er langt, meget langt. Og det føler en del indbyggere i kommunen har været et handicap, når kommunen uden effekt har kæmpet en hård kamp for at bevare statslige arbejdspladser.

Lukningen af Sønderborg Kaserne er stadig et smertende sår, hvor skorpen nok engang røg af, da Folketinget heller ikke placerede den nye politiskole i den gamle kaserne. Sønderborg tabte også titlen som Europæisk Kulturhovedstad til Aarhus, men endelig kom der lidt vind i sejlene i foråret 2016, da Natur- & Erhvervsstyrelsen flyttede fra København til slottet i Augustenborg med 400 stillinger til følge. I mellemtiden har styrelsen skiftet navn til Landbrugs- og Fiskeristyrelsen, men rammerne er de samme i Augustenborg.

De tunge drenge og de nye firmaer

Kommunen huser store virksomheder som Danfoss, Linak og Danish Crown, men den sønderjyske kommune er også hjemsted for en lang række små virksomheder. En tre år gammel undersøgelse viser, at der i kommunen er 3.058 aktive virksomheder med næsten 22.000 ansatte. 800 af disse virksomheder består kun af én til fire ansatte, så hvis alle disse firmaer kunne ansætte blot en enkelt medarbejder ekstra, ville der opstå 800 nye arbejdspladser i kommunen. Med andre ord: Vækstmulighederne er til stede.

Ingen grund til at kede sig

Sønderborg Kommune har en lang spiseseddel af tilbud: Museet på Sønderborg Slot, havnen, Sønderborg Sommerrevy (Danmarks tredje største revy), Dybbøl Mølle, Dybbøl Banke med slagmarken for krigen i 1864, Broagerland ved Flensborg Fjord med vandre- og cykelrute på Gendarmstien, Augustenborg – ringridningens vugge, Gråsten Slot, hvor du kan være heldig at se kongefamilien eller Als, hvor du helt sikkert kan se gode strande og fremragende fiskesteder, når du er færdig med at besøge oplevelsesparken Danfoss Universe. Udover det håber kommunen at få realiseret planerne om et nyt stort ferieresort på Nordals, som – ganske behændigt – også kan nås af fynboer og sjællændere, hvis først den nye bro mellem Fyn og Als bliver en realitet.

Portræt af borgmester Erik Lauritzen på Folkemødet 2017. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix 2017) (Foto: © Ida Guldbæk Arentsen, Scanpix)

Det politiske landskab

Intet er givet på forhånd i Sønderborg. Og det har intet været siden kommunesammenlægningen i 2007. Hverken Socialdemokraterne eller Venstre er store nok til at sidde på et solidt flertal som for eksempel i Varde eller Tønder, så traditionen er, at det er de små partier, der afgør kommunens politiske skæbne.

Aase Nyegaard fra det lille parti Fælleslisten har tidligere været borgmester, da hun formåede at samle et flertal uden om Socialdemokratiet, kommunens traditionelt set største parti.

De sidste fire år har det dog været socialdemokraten Erik Lauritzen, der har båret borgmesterkæden ved festlige lejligheder, men det kan han ikke være sikker på kommer til at ske igen ved valget i år. Venstres udfordrer Peter Hansen håber foreløbig på støtte fra Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, hvis sidstnævnte opnår stemmer nok til at komme i byrådet. Til gengæld bejler de Konservative til socialdemokraterne, så her kan Peter Hansen ikke regne med, at kommunalpolitik er det samme som landspolitik.

Stephan Kleinschmidt fra Slesvigsk Parti har meldt meget klart ud, at han går efter borgmesterkontoret, men med kun få mandater bag sig, skal han støttes af enten socialdemokraterne eller Venstre. Og vil Erik Lauritzen eller Peter Hansen gå med til det?

Ved valget for fire år siden sonderede Stephan Kleinschmidt terrænet hos både blå og rød blok, men han solgte sig selv dyrt og lige pludselig havde socialdemokraterne et flertal bag sig – uden de havde nævneværdig brug for Slesvigsk Partis tre mandater. Kleinschmidt blev dog formand for et mindre politisk udvalg - udvalget for kulturel og regional udvikling - som en slags plaster på såret og for god venskabs skyld.

Kilder beskriver stemningen mellem Stephan Kleinschmidt og borgmester Erik Lauritzen som væsentlig bedre end Stephan Kleinschmidts forhold til Venstres Peter Hansen, så det forventes, at Slesvigsk Parti først går efter en konstituering med socialdemokraterne. På valgnatten kan vi alle blive meget klogere…

Skatten er stridsemne nummer et

Kommuneskatten er på 25,7 pct., hvilket er i den høje ende i Sønderjylland. Socialdemokraterne har forhøjet skatten under denne valgperiode, ifølge borgmesteren blandt andet for at være bedre rustet til fremtiden med flere ældre borgere. Sønderborg Kommune har også brugt mange penge på at have et kæmpe kulturudbud – langt større end sammenlignelige kommuner. Rød blok går til valg på et uændret skattetryk, mens blå blok med Venstres Peter Hansen i front vil have skatten sænket. Sommerhusområdet ved Skovmose på Sydals kan også blive et at de mere markante emner under valgkampen. Skovmose bliver jævnligt oversvømmet, og husejerne har store problemer med at forsikre deres huse. Nye afvandingskanaler til et par millioner kr. skal løse problemerne, men hvem skal betale? Sønderborg Kommune er ikke juridisk forpligtiget til at åbne for skattekisten fortæller borgmesteren, hvor i mod Venstres udfordrer mener, at kommunen skal betale for at lukke sagen én gang for alle.

Er der i det hele taget forskel?

Generelt går det godt i Sønderborg. Noget, som alle partier selvfølgelig er glade for, men for oppositionen er det samtidig også et ”problem”, da der ikke er så mange kritiske punkter at slå ned på eller love ændringer af.

På nær skatteprocenten er partierne enige om de største og vigtigste penselstrøg: Eksempelvis fortsat at arbejde for en bro mellem Als og Fyn og at få finansieringen af et nyt ferieresort på Nordals i hus. Venstre har dog talt om fyringer i kommunens administration, som partiet mener har vokset sig for stor i Sønderborg. Og lidt er der måske om snakken: Eksempelvis har Sønderborg ni politiske udvalg, hvor andre kommuner af samme størrelse kan nøjes med fire-fem udvalg.

Uanset hvem der vinder borgmesterposten ved valget forventes det dog, at de mange udvalg skal reduceres.

Hvad siger dem, det hele handler om?

Det er svært at finde borgere, der er meget utilfredse med at bo i Sønderborg Kommune. Den sønderjyske identitet og troen på, at ”kommunen vil mig det bedste” virker stor.

Der er nok en lille tendens til, at borgere fra det gamle Nordborg Kommune føler sig overset i den nuværende Sønderborg kommune, hvor de føler hovedbyen får alt. Den nordborgensiske kandidat, socialdemokraten Jan Prokopek Jensen, støvsuger da også nærmest det nordalsiske område for stemmer – hvoraf en del stemmer må formodes at komme fra andre vælgergrupper end socialdemokratiske.

Igen og igen lyder det fra borgere: Det går jo egentlig godt i Sønderborg, så lysten til revolutioner og store politiske omvæltninger er næppe sandsynlige. Alt kan selvfølgelig ske en sen nattetime på valgnatten, men som tingene ser ud lige nu, kommer Erik Lauritzen til at fortsætte som borgmester med støtte fra blandt andet Det Konservative Folkeparti og Slesvigsk parti.