Borgmester i den vestsjællandske kommune Slagelse bliver de næste fire år socialdemokraten John Dyrby Paulsen, efter at han i nat fik en aftale på plads med SF, Radikale og Enhedslisten.
Det sikrer ham det mindst mulige flertal på i alt 16 mandater - 12 socialdemokrater, 2 SF-ere, 1 radikal og 1 fra Enhedslisten.
Liberal Alliance fik et rigtig skidt valg i Slagelse og står til at ryge helt ud af byrådet.
Partiet blev halveret og står til at miste sine to pladser.
Liberal Alliance har dog givet tilsagn om opbakning til socialdemokraten John Dyrby, hvis valgmatematik, fintælling eller andet alligevel skulle give partiet plads i byrådet.
Uden for aftalen står det tidligere borgmesterparti Venstre samt Dansk Folkeparti med tilsammen 15 mandater.
Der har været stor spænding omkring valget i Slagelse Kommune, hvor byrådet de seneste fire år har haft store problemer med at tale sammen. Og det kostede altså i går Venstres Stén Knuth borgmesterposten.