Silkeborg Kommune har haft borgmestre fra både Venstre, Socialdemokraterne og de konservative.
Mange politikere har tidligere klaget over, at Silkeborg var byen med meget snak og ingen handling, men i de seneste fire år er situationen ændret. Der er både kommet nyt stadion, torvet er renoveret, og byen har fået en motorvej, som overraskende er blevet ret populær.
Desuden er der planer om et højhus ved søen og et nyt Museum Jorn i international klasse.
Politisk har de seneste fire år været præget af usædvanligt mange partihop, og flere af dem skyldes noget så tilsyneladende uskyldigt som en parkeringskælder. Planen gjorde mange borgere vrede, fordi den indebar, at Torvet – hjertet i Silkeborg – skulle graves op i et år eller mere.
Massevis af partihop
Teresa Jørgensen, som blev valgt blandt andet på modstand mod p-kælderen under torvet, sprang fra Venstre til Dansk Folkeparti.
Lars Munksø forlod Socialdemokraterne for at blive løsgænger, blandt andet fordi han ofte var uenig med partiets nye spidskandidat Søren Kristensen.
21-årige Casper Mouritsen forlod Socialdemokraterne for at blive løsgænger, og blev derefter optaget i Venstre, hvorfra han blev smidt ud på grund af illoyalitet i sagen om parkeringskælderen, som begrundelsen lød fra partiet. Endnu engang blev han løsgænger, inden han forlod byrådet helt.
Endelig forlod byrådets mangeårige enfant terrible, Leif Lund, Dansk Folkeparti et par uger efter valget.
Han blev gået, fordi en fortrolig mailkorrespondance afslørede, at han havde været med til et mislykket kupforsøg mod Venstre-borgmesteren Steen Vindum. Kupmagerne tilbød angiveligt at gøre socialdemokraten Hanne Bæk Olsen til borgmester, hvis hun ville love at stemme nej til parkeringskælderen under torvet, men planen blev afvist.
Måske var Olsen heller ikke så interesseret i et underhåndstilbud om, at Leif Lund senere kunne springe over til socialdemokraterne. Denne gang stiller han op som løsgænger på sin egen liste.
Flere omstridte sager
Silkeborgs første Venstre-borgmester i mange år, Steen Vindum, har vundet respekt i perioden og kan få medvind på grund af borgmester-effekten, men partiets fine resultat i 13 skyldes til dels Teresa Jørgensens popularitet, og hun forlod jo partiet ret hurtigt igen.
Det bliver spændende, om Venstre bliver straffet, fordi mange vælgere var vrede over parkeringskælderen, men i så fald er de utilfredse nødt til at søge ud på en af de politiske fløje, for alle midterpartierne gik ind for kælderen. Desuden er den bygget nu og det meste af vreden måske forduftet.
Vindum var også den hovedansvarlige for et formentlig ulovligt tilsagn om at støtte den lokale golfklub med en million kroner, som led i handelen med dynekongen Lars Larsen, der flyttede en stor international golfturnering fra Himmerland til Silkeborg.
Klubben lukkede sagen ved at sige nej tak til støtten, men også i denne sag havde borgmesteren opbakning fra næsten hele byrådet. Kun Enhedslisten og Leif Lund sagde nej.
Vindum har også et forspring, fordi Socialdemokraternes borgmesterkandidat Søren Kristensen er ny og mindre kendt end borgmesteren.
Et kontroversielt forslag om at fjerne den lokale ledelse fra mange skoler og indføre en mere central ledelse skabte voldsom ballade blandt forældrene og endte med at blive trukket tilbage.
Skoler og sportsmekka
Nogle af de vigtige emner i valgkampen bliver planer om nye veje, for eksempel ny Nordskovvej hen over åen, men der vil formentlig også være bredt flertal for ny Dybkærskole, flere nye børnehaver og en renovering af gågaderne.
Også ideen om en svømmehal ved det nye stadion ved Søholt frister politikerne, fordi området kan blive et regulært sportsmekka, men de skal tage højde for, at en del borgere er vrede over, at kommunen lukkede et populært friluftsbad i år.
De vrede borgere har svært ved at forstå prioriteringen af en kostbar svømmehal, mens det gamle bad er lukket.
Silkeborg Kommune har tilløb til konflikter mellem hovedbyen og oplandet.
Flere kandidater og borgere har slået til lyd for, at kommunen - ved siden af investeringerne i hundrede millioner kroners klassen i museer og sportsanlæg, også skal huske at reparere et fortov eller lave en fodgængerovergang i mindre byer.
Også krav fra Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten og de radikale om et løft til børnepasning, skoler og ældrepleje bliver et varmt emne i den nye periode.
Som en sag, der er helt særlig for det naturskønne Silkeborg, har SF’eren Hans Okholm foreslået, at nye motorbåde på søerne skal have obligatorisk gps-tracker, så myndighederne kan finde og afsløre fartsyndere på vandet. Kritikere har set tendenser til et overvågnings-samfund i det forslag.