Det er på spil i Odsherred

Fra vandkant og vinmarker til virkelige udfordringer.

(Foto: © christian Als, Scanpix)

Odsherred kalder sig selv en vandkantskommune, og med 157 kilometer kyststrækning er det da også en meget præcis betegnelse. Men begrebet er egentlig et modtræk til udkant, og det må Odsherred også siges at være med et rekordlavt uddannelsesniveau og en stor andel af ældre borgere. Sidstnævnte er dog ikke betragtet som en byrde, men mere som en ressource, da mange af dem er sommerhusejere, der er flyttet permanent til det smukke herred. De bidrager med masser af frivillige kræfter til lokalsamfundet.

Odsherred er fyldt med kontraster – fra de højtbeliggende vinmarker til den flade Lammefjord. Fra højskolebyen Vallekilde – i år hædret som årets landsby, og fyldt med kreative og aktive mennesker - til andre langt mere socialt udfordrede landsbysamfund.

Odsherred sælger sig selv på Geoparken og de lokale fødevarer, men for den lokale odsing fylder hverdagens problemer med skoler, uddannelse og ældrepleje nok mere end et godt brand på gulerødder.

Med omkring 27.000 sommerhuse lever kommunen i høj grad af turisterne i sommerhalvåret, og Dragsholm Slot med en ny Michelinstjerne er også med til at lægge et skær af glamour til området, der til gengæld har fået endnu en bundplacering i den seneste måling af erhvervsklimaet.

En moderne bykonge der bliver svær at slå

Socialdemokraten Thomas Adelskov har med to perioder som borgmester etableret sig som lidt af en bykonge. En bred konstituering med alle partier har sikret en stabil ledelse de seneste fire år.

Dansk Folkepartis spidskandidat Steen Egede Jensen blev kendt på valgnatten i 2009, hvor han bogstaveligt talt blev klynget op af en væg af en frustreret partifælle, da Steen Egede Jensen forlovede sig med Socialdemokraterne (A). Det ægteskab har fungeret godt, men nu trækker Steen Egede Jensen sig og den nye spidskandidat Paw Pedersen (O) tager over. Han har lovet at ville fortsætte samarbejdet med Socialdemokratiet, men har allerede nu været i modvind, da han kom med en udtalelse om, at et lokalt fodboldhold kun havde to danskere på holdet.

Venstres spidskandidat Morten Egeskov har Odsherredlisten, Nye Borgerlige og Liberal Alliance i ryggen, men der skal nok en del til at vælte Thomas Adelskov af pinden. Han og partiet havde et kanon valg i 2013 med over 2.500 personlige stemmer og 10 mandater valgt ind. Måske mister han et par vælgere til nogle af de mindre partier, hvor blandt andet Radikale spås at have en chance for at blive valgt ind med brugsuddeleren fra Højby Thomas Nicolaisen. Men da partiet også peger på Socialdemokratiet bliver det næppe en trussel.

Skolestruktur bliver et varmt emne i valgkampen

Odsherred har kun to folkeskoler - dog med flere matrikler under sig -, og med dårlige faglige resultater er der nu igen uro om den skolestruktur, der blev lavet for år tilbage. Alle er sådan set enige om, at noget skal ændres. Spørgsmålet handler mere om, hvorvidt man burde vente til efter valget med at sætte det i gang.

Odsherred ligger igen i bunden af Dansk Industris erhvervsanalyse, og det kan også give stof til valgkamp, ligesom den store gruppe ældre borgere vil være nogle, Dansk Folkeparti blandt andet vil bejle til i forhold til ældreservice.