Multihallen står klar. De bløde stole venter på pensionister og mødregrupper i forhallen, og de første medlemmer i det nye fitnesscenter har allerede meldt sig ind.
- Byen kan komme her og mødes, hvad enten de er sportsfans eller ej, siger Preben Jensen med et bredt smil.
Han er formand for idrætsforeningen i Morud på Nordfyn og en af de mange, der har ventet længe på at områdets hal fra 1973 fik sig et ansigtsløft.
For to år siden havde et nyt fritids- og idrætscenter i den lille nordfynske by sorte skyer over hovedet. Projektet var blevet næsten to millioner kroner, end de 15 millioner kroner, som kommunen havde budgetteret med.
- Der manglede penge til den fulde finansiering. Og så måtte vi jo gå til kommunen og spørge, om vi kunne få lidt ekstra ud over de bevillinger, vi allerede havde fået, forklarer Hans Henning Nielsen, formand for Langesøhallerne.
I giver en krone - kommunen giver en krone
Nordfyns Kommune gav penge, men kun under forudsætning af, at borgerne også selv spædede til.
- Hvis vi hernede kunne skaffe en krone, så gav kommunen også en krone. I alt skulle der skaffes 2,8 millioner kroner, forklarer Hans Henning Nielsen.
Og så gik Morud-borgerne ellers i gang.
- Der er blevet malet, lagt fliser, bygget depot, gjort rent. Ja, alt hvad du kan forestille dig, siger Hans Henning Nielsen.
I alt er der lagt mere end 2000 timers frivilligt arbejde på at få halprojektet gjort til virkelighed. Der blev også fundet penge i idrætsforeningen og hallens pengekasse.
- Hvis vi skulle have købt det hos en entreprenør, skulle vi have haft en million kroner mere, og det har vi ikke, siger Jørn Kaltoft, formand for byggeudvalget.
- Min datter vil have en hal
Foruden det frivillige arbejde, samlede borgerne over mere end 700.000 kroner ind. Tømrermester Anders Dupont skaffede mere end 100.000 kroner ved at tilbyde algerens til byens tage og indkørsler.
- Jeg har en datter, der går til gymnastik, og hun vil gerne have en ny hal. Så det var sådan set svaret på det, siger Anders Dupont. Hans datter har allerede prøvet hallen og er godt tilfreds.
Og det er helt rimeligt at borgerne også betaler og knokler for at skaffe penge til projekter, mener borgerne i Morud.
- Vi kan ikke få sådanne faciliteter, uden at vi selv smøger ærmerne ekstra op. Så det er da stof til eftertanke, siger Hans Henning Nielsen.
Hallen blev indviet i lørdags, og ifølge Danmarks Idrætsforbund er det en stigende tendens, at idrætsfaciliteter i Danmark bygges ved hjælp af medfinansiering fra borgere og lokale.