Borgerne på Anholt er lige nu i gang med at samle en million kroner ind. Penge, der skal bruges på en kystsikring af øens havn og vej.
Kystsikringsprojektet har en samlet pris på 16 millioner kroner. Men der mangler fortsat tre millioner, for at økonomien er på plads.
Planen forudsætter, at staten vil betale 2/3 dele, mens kommune, lodsejere og borgere så skal betale den resterende tredjedel, fortæller borgmester i Norddjurs Kommune Jan Petersen (S). Så han mener, Christiansborg-politikerne må til lommerne.
Politisk enighed om, hvor pengene skal findes
- Jeg håber, at finanslovspartierne lægger de sidste tre millioner i, for det er en national opgave at sikre Anholt, og nu har vi været oppe med en tredjedel, og det er faktisk ret mange penge for os og for anholterne, siger han.
Kasper Bjerregård fra Venstre mener heller ikke, at de sidste penge skal findes i kommunekassen i Norddjurs.
- Tre millioner kroner er meget for en kommune som Norddjurs Kommune, så jeg mener stadig, det er en opgave for Christiansborg-politikerne at komme på banen, når de snakker Finanslov alligevel, siger han.
Samme holdning har Jens Meilvang fra Liberal Alliance.
- Jeg mener, det er en statslig opgave. Vi har allerede taget en stor del af ansvaret for det, og det har borgerne også. Resten må være staten, lyder det.