Mors har med Kulturmødet bevist, at en udkantskommune kan være festlig, nytænkende og et kultur-midtpunkt. Samtidig har det været med til at sætte en stopper for den massive fraflytning, der har været. Det tre dage lange arrangement er blevet et fyrtårn, som har skabt omtale, sammenhold og ikke mindst stolthed hos morsingboerne. I år gæstede 22.000 mennesker kulturmødet, og spørger man politikere, så er det kulturarrangementer som dette, der skal løse kommunens største problem: fraflytning.
I mange år har affolkning været et stort problem på Mors, men det ser ud til, at kommunen har fået sat en prop i hullet- måske i takt med Kulturmødets vokseværk. Siden januar 2016 er ’kun’ 18 borgere flyttet fra Limfjordsøen. Derudover er flere ressourcestærke borgere med job eller uddannelse kommet til (Danmarks Statistik). Fremgangen har stor betydning for kommunens budget for næste år, der for første gang i lang tid ikke kræver besparelser.
Uforudsigeligt valg: Tre spidskandidater vil have borgmesterkæden
Udfaldet af kommunalvalget er langt fra forudsigeligt i Morsø Kommune, og borgmesterkandidaterne kan ikke føle sig sikre, før konstitueringsaftalen er underskrevet. Det blev politikernes lære fra valget i 2013. Her stormede det nye parti Demokratisk Balance ind i kommunalbestyrelsen, og satte en stopper for mange års socialdemokratisk ledelse. Hvilket var overraskende for mange.
På årets valgaften skal tre borgmesterkandidater blive til én borgmester. Siddende Venstre-borgmester Hans Ejner Bertelsen håber på at beholde borgmesterkæden. Han bliver både udfordret af socialdemokratiske Viggo Vangsgaard og Ellen Phillipsen fra Demokratisk Balance. Fælles for alle tre er, at de tager borgmesterposten, hvis de får chancen.
Men her holder uenighederne tilsyneladende op. Fra alle spidskandidaterne lyder det, at kommunalbestyrelsen har haft "et utrolig godt samarbejde". Alle partier, inklusiv Socialdemokratiet, som tabte seneste valg, er kommet med i konstitueringen, med Venstre i spidsen. Politikerne demonstrerede det gode samarbejde ved budgetforliget for 2018. Aftalen blev indgået på rekordtid (én arbejdsdag), fordi partierne var enige om, hvordan pengene skal bruges.
Moler-center, gratis frokost og orden i økonomien: Tre forslag skal tiltrække nye morsingboer
Valgkampens vigtigste emne - og den kommende kommunalbestyrelses største udfordring - bliver, at fastholde og tiltrække nye borgere. Det er vigtigt for øens udviklingsmuligheder, fordi kommunen modtager 50.000 kroner for hver borger i bloktilskud. Spørgsmålet er bare, hvordan den udfordring løses bedst.
Demokratisk Balance vil fremme bosætningen ved at investere i kulturelle tilbud. De vil arbejde for et oplevelsescenter til moleret eller et nyt maritimt miljø ved Nykøbing. Socialdemokraterne vil finde flere midler til børne- og ældreområderne. De foreslår at tilbyde gratis frokost til skolebørn i 0.-4. klasse og mere personale til ældreomsorg. Venstres Hans Ejner Bertelsen er mere tilbageholdende med konkrete forslag. Han fremhæver først og fremmest, at der skal være en stram økonomisk styring, hvor man ikke bruger pengene, før man har dem.
Selvom partiernes forslag er forskellige, så er politikerne i store træk enige om Morsø Kommunes kurs. Derfor bliver det i høj grad kandidaternes personlighed og vælgertække, der kommer til at afgøre valget.