Indtil videre er næsten hver tredje stemme i kommunalvalget faldet på liste A, Socialdemokratiet, med 95 procent af stemmerne talt op.
Hermed bliver partiet efter alt at dømme det klart største kommunale parti.
Ifølge Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, viser valget, at partiets velfærdsdagsorden har virket.
Men valget viser også, at vælgerne er ved at genvinde tilliden til Socialdemokratiet.
- Vi er rigtig glade i Socialdemokratiet. Det ser ud til, at vi går frem, og at vores borgmestre har klaret det her valg rigtig godt, siger Mette Frederiksen og fortsætter:
- Vi går faktisk frem i en række byer, hvor vi traditionelt ikke har haft så godt fat. Og det er det, som vi gerne vil. Vi vil gerne samle Danmark.
Stor fremgang i Odense og Aalborg
I flere af Danmarks største byer får partiet en markant fremgang. I Aalborg får partiet absolut flertal i byrådet, hvorfor alt tyder på, at Thomas Kastrup-Larsen fortsætter som borgmester.
I Odense beholder den nuværende borgmester, Peter Rahbæk Juel, også sin borgmesterpost, efter at Socialdemokratiet er gået frem med 13,3 procentpoint. Det vil sige, at partiet har fået mere end to ud af fem af de afgivne stemmer.
- Det, jeg lægger mærke til med de resultater, vi har nu, det er blandt andet et rigtig flot valg i Aalborg og Odense, hvor vi går rigtig meget frem, siger Mette Frederiksen.
Der er dog også få skår i glæden. På Bornholm går Socialdemokratiet med borgmester Winnie Grosbøll i spidsen tilbage med 7,7 procentpoint.
Hvad tilskriver du, at I går tilbage på Bornholm, hvor I har en populær borgmester?
- Det sidste, jeg så, er, at vi går frem i en 50 til 60 kommuner og tilbage i en fem til ti. Som det ligger nu, er det så stærk en fremgang, at vi tillader os at være glade.
- Så er der nogle byer, hvor vi får et mindre godt resultat. Der må vi gå tilbage til vores borgmester og lokale folk og evaluere på det, siger hun.
Klokken 01.15 er 95 procent af alle stemmerne talt op. Blandt andet mangler de sidste stemmer i København og Aarhus.
I København har overborgmester Frank Jensen (S) allerede udråbt sig selv som sejrherre. Partiet står til omkring 28 procent af stemmerne - omtrent samme resultat som for fire år siden.