Det er på spil på Lolland

Lovestorm – eller på røven i Nakskov.

Der er sjældent plads til nuancerne, når landsmedierne eller de 60.000 lokale indbyggere på Danmarks fjerdestørste ø skal beskrive Lolland.

Tryk avler modtryk. Det er som om lollikerne har rottet sig sammen for at bevise, at de godt KAN. At de har meget at byde på. Til trods for, at rigtig mange borgere på overførselsindkomster til stadighed strømmer til øen med de billige huse og presser kommunekassen. Den lider under, at rigtig mange på Lolland tjener meget lidt og derfor betaler meget lidt i skat. Derfor fik Lolland senest her i september tilsagn om et stort milliontilskud fra staten til nødlidende kommuner, igen igen…

Men det ER ikke kun nød og elendighed på Lolland: Lovestormen, der rejste sig i kølvandet på tv2 serien "På røven i Nakskov", har pustet til selvværdet. Når pæreskuden stævner ud fra Fejø med kurs mod hovedstaden, er det stolte folk, der falbyder de fantastiske, solmodne frugter fra Sydhavsøerne. Når Knuthenlund Gods sælger økologiske oste fra eget mejeri til de pengestærke Irma-kunder, så er DET også et tydeligt signal om, at der er mange mennesker med overskud, der vil trække Lolland i den rigtige retning.

Det samme kan man sige om turistsucces'erne Lalandia i Rødbyhavn og Knuthenborg Safaripark. De giver fast arbejde til mange og penge i kassen. Det gør det hvide guld, sukkerroerne, også fortsat. Så meget, at et enkelt parti, "Din stemme" har forbud mod roekørsel om natten på valgprogrammet.

Tæt på landsrekord i privatskoler

Virksomhederne buldrer derudaf, men mangler arbejdskraft, især højt kvalificeret. Venstre vil gøre det lettere at tiltrække topkvalificerede folk ved at indrette en international linje på en af folkeskolerne. Og hvis det ikke er nok, så har Lolland en af landets højeste privatskolefrekvenser: 29,4 procent – det er dobbelt så højt som landsgennemsnittet. At hvert tredje barn går i betalingsskole vidner om, at det ikke er alle på Lolland, der har lommesmerter.

Femern-forbindelsen vil i løbet af den næste valgperiode sætte sit præg på Lolland – det store tunnelbyggeri, der skal forbinde Rødbyhavn med resten af Europa, vil kaste tusindvis af arbejdspladser af sig, håber de lokale. Havnen i Nakskov er en historie for sig selv: Der er postet millioner i at omdanne skibsværfts-havnen til hjemsted for et mangefacetteret udbud af arbejdspladser. Senest muligheden for at bygge elementer til den nye Storstrømsbro.

Borgmesterkæden røg af igen

Der var drama i højeste gear få dage efter valget i 2013. Den konservative Marie Louise Friederichsen havde sikret sig borgmesterposten med blandt andet socialdemokraternes opbakning. Men socialdemokraternes spids Holger Schou Rasmussen sprang i mål og løb fra aftalen, da Venstres store stemmesluger Henrik Høegh og Dansk Folkeparti bankede på Holger Schou Rasmussens dør og tilbød HAM borgmesterposten.

Dramaet endte lørdagen efter valget med, at Holger Schou Rasmussen med 1.192 stemmer fra vælgerne kunne trække kæden på. Henrik Høegh, netop hjemvendt fra Folketinget og fødevareministerposten måtte nøjes med viceborgmesterposten og formandsposten i teknisk udvalg, trods et kanonvalg med næsten 5.000 personlige stemmer. Men Dansk Folkeparti ville ikke være sammen med de konservative og støtte Henrik Høegh, så posten gik til socialdemokraterne.

Siden har Lokallisten tilsluttet sig konstitueringspartierne, som alle går til valg på at fortsætte det brede samarbejde.

Borgmesterprognose

Det er usikkert om Holger Schou Rasmussen fortsætter – eller om han må hænge kæden på Henrik Høegh, der dog står svagere denne gang på grund af uro i partiet. Byrådsmedlem Marie-Louise Brehm Nielsen er ekskluderet på grund af illoyalitet i vindmøllesager og Henning Alfred Rasmussen fra Venstre gik selv. De to opstiller nu på den nye liste "Din Stemme", som Venstre håber at komme i valgforbund med. Der skal en stærk blå alliance til at sikre Henrik Høegh posten. Uanset udfaldet af borgmesterkampen satser både Socialdemokratiet og Venstre på at fortsætte det brede samarbejde.

Velfærd i valgkampen

Udlicitering af hjemmeplejen har været et hot emne ovenpå konkursen i Pleje Plus, hvor det viste sig, at kommunen havde trykket prisen og ikke ført tilstrækkeligt tilsyn. Desuden er temaet for de fleste partier: Hvordan får vi flere solide skatteborgere til øen, så velfærden kan hæves? Lolland har områdets dyreste udgift til ældrepleje, men debatten om serviceniveau indikerer ikke voldsom tilfredshed hos borgerne.