Kommunalvalg: Ældreområdet er vigtigst for flest vælgere

Ældre, skoler og sygehuse optager flest vælgere op til kommunalvalget viser ny rundspørge.

Iris Ytting er en af de vælgere, der er bekymret over det stigende antal ældre og neskæringer på området.

Ældreområdet er det emne, der ligger flest vælgere på sinde op til kommunalvalget.

Det viser en Epinion-måling lavet for DR.

Her svarer hver sjette, at ældreområdet er det vigtigste lokalpolitiske emne.

Ikke så overraskende er det især den ældste gruppe vælgere, der udpeger området som vigtigst. Og da DR spørger en række tilfældige ældre borgere på de københavnske gader hvorfor, svarer de, at det er det voksende antal ældre og nedskæringer på området, som bekymrer dem.

- Jeg synes, at der bliver skåret meget på området, og der bliver flere og flere ældre og færre og færre varme hænder, siger Iris Ytting, der står og venter på sin bus.

Hver femte af de yngre 'ved ikke'

Næstefter ældreområdet svarer flest borgere 'ved ikke' på spørgsmålet om det vigtigste lokalpolitiske emne.

Blandt de yngre vælgere i aldersgruppen 18 og 34 år er det hver femte, som ikke kan udpege et område, men det bekymrer ikke umiddelbart professor i statskundskab Robert Klemmesen fra Syddansk Universitet.

- Der er stadig små tre uger af valgkampen tilbage, så 'ved ikke'-kategorien vil nok blive mindre. Når kampagnerne for alvor begynder at rulle, er det svært at tage på arbejde eller aflevere børn uden på en eller anden måde at blive konfronteret med valgkampene, siger han og tilføjer, at selv om valgplakater, ballon-uddeling og dørklokkeringeri måske ikke får folk til at ændre holdning, så har det den effekt, at det informerer dem.

Kigger man længere ned på listen over vigtigste valgemner kommer skoler, sygehuse og sundhed, mens færre peger på integration, byggeri og bolig og kultur.

Bundskraberen tager de offentlig ansattes arbejdsvilkår, som kun en procent peger på som vigtigst.