Alternativet vinder borgmesterpost i København: Vi er megastolte og glade

Mens Alternativet får sin første borgmesterpost i København, mister Dansk Folkeparti deres.

Alternativet er andenvælger, når der skal vælges borgmesterposter i København, oplyste overborgmester Frank Jensen (A) på et pressemøde tidligt onsdag morgen.

Men ikke desto mindre får partiet sin første borgmesterpost nogensinde.

- At vi nu har landet en konstitueringsaftale, som er bred henover alle blokkene, både de blå, røde og grønne, det kan vi ikke andet end at være stolte over, siger partiets spidskandidat Niko Grünfeld.

Det er første gang, Alternativet stiller op til kommunalvalg, og partiet blev de helt store vindere.

Alternativet fik 10,5 % af stemmerne i København og får 6 pladser i Borgerrepræsentationen.

Det er Niko Grünfeld særdeles tilfreds med.

Han ser gerne, at partiet får pladsen som kultur- og fritidsborgmester.

DF siger farvel til borgmesterpost

Det er Dansk Folkeparti, der må opgive sin borgmesterpost til Alternativet.

Carl Christian Ebbesen (DF) må derfor træde af som borgmester.

- Det var ganske få stemmer, som afgjorde, om vi havde mulighed for at beholde en borgmesterpost. Men vi kan se, at det var en tendens over hele landet, at DF mister stemmer, siger han til DR.

Socialdemokraterne holder fast i posten som overborgmester og får desuden en borgmesterpost mere, som Frank Jensen gerne vil have bliver børne- og ungeborgmesterposten.

- Det er en meget vigtig forvaltning her på Københavns Rådhus. Det ligger mit og mit partis hjerte meget nær, siger han.

Borgmesterposterne skal fordeles

Enhedslisten har oplyst, at de vælger posten som teknik- og miljøborgmester, nu med deres nye spidskandidat Ninna Hedeager Olsen.

Radikale, Venstre og SF fastholder hver en borgmesterpost – Venstre er femtevælger, Radikale Venstre er sjettevælger, mens SF vælger borgmesterpost som nummer syv.

Det ligger endnu ikke fast, hvilken borgmestertitel partierne vælger.

Begge de to store partier i København, Socialdemokraterne og Enhedslisten, gik en smule tilbage ved kommunalvalget.

Socialdemokratiet beholder dog sine 15 mandater, og Enhedslisten beholder ligeledes sine 11 mandater.

Venstre led det største tab i København med en tilbagegang på 3,6 procentpoint og har nu 5 mandater.

Radikale går 3 mandater tilbage og har nu 5 mandater, og SF får ligeledes 5 mandater.

Konservative beholder sine 3 mandater, mens Dansk Folkeparti får 3 mandater og Liberal Alliance sætter sig på 2 mandater.