Opdateret 1.11 med nye oplysninger i næstsidste afsnit.
Holbæk – for enden af Holbæk-motorvejen som Peter Belli synger. Men ikke mere udkant, end at kommunen vokser betragteligt med blandt andet børnefamilier fra hovedstadsområdet. Med næsten 71.000 borgere er det en af regionens største kommuner, som strækker sig fra Munkholmbroen i øst til Jyderup i vest – og så er der Orø i Isefjorden, som borgerne for nylig har kåret som det bedste ved kommunen.
Mere end hver femte indbygger er under 17 år. Til gengæld vælger over en tredjedel at gå på privatskole.
Holbæk har også en lav andel af ældre - kun 19,9 procent. Alligevel balancerer kommunen på fallittens rand med Danmarks laveste kassebeholdning på kun 38 millioner kroner og et sparekrav på næsten 150 millioner.
Og alt imens der ikke blot er skåret ind til benet, men helt ind i benet på kerneområder som dagtilbud, skoler og ældre, så bliver der opført en helt ny sportsarena, som efter planen indvies i det nye år. Et næsten enigt byråd stod bag beslutningen, men det var inden man vidste, hvor galt det var fat med økonomien, lyder forklaringen. Alle partier bortset fra Liberal Alliance har da også været enige om at bede om at måtte hæve skatten med op til 100 millioner kroner, og Økonomi- og Indenrigsministeriet har givet grønt lys til at hæve skatten med 43.5 millioner i 2018.
Når krybben er tom…
Efter valget i 2013 lavede borgmester Søren Kjærsgaard fra Venstre en bred konstituering med alle partier undtagen Enhedslisten. Men siden har fire medlemmer forladt Socialdemokraterne til fordel for Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og en lokalliste. Yderligere har to medlemmer har forladt Venstre til fordel for Liberal Alliance.
Siden det i 2016 for alvor gik op for politikerne, hvor skidt det står til med økonomien, har der også været en tiltagende uro internt i byrådet, og hos befolkningen ligger tilliden til de fleste politikere meget lavt.
Søren Kjærsgaards dage som borgmester kan meget vel være talte. En lang række partier har afvist at bakke ham op, heriblandt Konservative. Socialdemokraterne har været uklare i deres meldinger, men knap tre uger før valget melder den 25-årige socialdemokratiske spidskandidat Christina Krzyrosiak Hansen ud, at partiet under ingen omstændigheder kan pege på Søren Kjærsgaard som borgmester.
Skuden skal vendes
Der bliver ikke mange løfter om guld og grønne skove i valgkampen. Slaget vil stå om, hvordan økonomien skal genoprettes, og hvilke områder der skal skånes for besparelser. Her er flere partier enige om, at småbørns- og skoleområdet først og fremmest skal tilgodeses. Men diskussionen vil også gå på, hvorfor det er gået så galt med kommunens økonomi, og hvem der har evnen til at vende skuden.