Krarup fortsætter som bykonge i Herning: ´Jeg er vildt rørt´

Venstre har fået over halvdelen af stemmerne i Herning Kommune, og Lars Krarup fortsætter som borgmester.

Lars Krarup og Venstre har fået 19 ud af 31 mandater i byrådet

Venstre har fået 55,6 procent af alle stemmer i Herning Kommune.

Dermed har Lars Krarup (V) endnu engang fået et suverænt valg.

- Jeg er dybt, dybt taknemmelig over,at borgerne i Herning med uændret styrke giver mig og mit parti tilliden til, at vi kan drive Herning Kommune videre i den retning, som jeg synes, er den rigtige, siger Lars Krarup.

Venstre er dog gået 2,1 procentpoint tilbage i forhold til valget i 2013. Det ændrer dog ikke på glæden her på valgaftenen.

- Journalister vil gerne kigge efter huller i osten. Jeg er super stolt, og jeg er vildt rørt ind i mit inderste hjerte over, at vi kan lykkes med det her, siger Lars Krarup.

- Det betyder, at der ikke bliver nogen revolution i Herning, og den linje med bredt samarbejde og fokus på udvikling og tryghed vil fortsætte de kommende fire år, siger Hernings genvalgte borgmester.

Mandatfordeling

(Foto: © Screenshot: DR.DK)