Det er på spil i Guldborgsund

Revykøbing på skrap kur i fire år.

(Foto: © Maria Wittendorff, Guldborgsund Kommune)

Det hedder stadig Nykøbing-revyen, og hovedbyen har kælenavnet 'Revykøbing' i sommertiden, selv om kommunen nu hedder Guldborgsund. Det hedder også Blå Nykøbing, selv om det i dag er Royal Unibrew, der producerer den højt skattede guldpilsner, der flyttede fra byen for mange år siden.

Borgerne i Guldborgsund er flittige med dankortet. Mange så flittige, at RKI har registreret tredje flest dårlige betalere for et par år siden. Og borgerne har det ikke fra fremmede: Indtil sidste valg stod det næsten ligeså slemt til i Guldborgsund Kommune: Store gældsposter, store udgifter og svigtende skatteindtægter.

I dagene efter valget i 2013 satte samtlige partier i byrådet minus Enhedslisten sig sammen og lavede en økonomiaftale for de næste fire år. Det var en hestekur af de mærkbare, partierne bandt hinanden op på. I hovedtræk: De næste fire år skulle der afdrages på gælden, den slunkne kasse skulle konsolideres, og hvert år skulle ende med et overskud på mindst 100 millioner. Og så var det ellers forbudt at give tillægsbevillinger.

Slaraffenland på uddannelser

Kuren kom til at gøre ondt, skoler blev nedlagt – men der kom også en ny, flot Sophieskole i Nykøbing by med tre spor og seks spor på 10.klasse ud af bestræbelserne. Næste step bliver en tilsvarende ny skole på Sundbysiden. Det er som bekendt det børnene lærer i grundskolen, de skal bygge videre på senere i ungdomslivet. Og her er Nykøbing Falster et sandt slaraffenland for unge med hang til uddannelse: Masser af lærlingeuddannelser, sygepleje, socialrådgiver og mange andre videregående uddannelser.

I det hele taget er Guldborgsund velforsynet med offentlige arbejdspladser: Akutsygehuset er sikret ved regeringsdekret, og lige om lidt åbner et kæmpe statsfængsel på en mark på Nordfalster. Dertil kommer kommunens egen indsats for det private erhvervsliv i form af byggegrunde tæt på motorvejen, der fører lige ned til Femern Bælt.

De seneste to år er befolkningstallet begyndt at gå den rigtige vej: 300 nye skatteborgere hvert år gør det sjovt at være byrådsmedlem, når man får lov at køre ud som guide på bussen med tilflyttere: Her har I vores nyrenoverede teatersal – her har I Fuglsang Kunstmuseum. Her skal brydeklubben have nye træningsfaciliteter – hvis vi bliver enige.

Eneste borgmester uden parti

Borgmester John Brædder, Guldborgsundlisten, er Danmarks eneste tværpolitiske borgmester. Bortset fra Stevns, hvor borgmesteren har forladt Venstre i denne periode.

Guldborgsundlisten er en udløber af Socialdemokraterne, der revnede for mange år tilbage i protest mod partilinjen fra Christiansborg. I dag er den borgerligt orienteret. Men består af personer helt fra SF til Liberal Alliance. John Brædder stiller op til borgmesterposten og satser på en tredje periode.

Hans nærmeste konkurrent er stemmeslugeren, finansordfører for Dansk Folkeparti på Christiansborg, René Christensen, men han kunne ikke få opbakning fra de øvrige partier ved sidste valg. Selv om københavnerpressen havde udråbt ham som Danmarks mest sandsynlige første Dansk Folkeparti-borgmester uden for København.

Vil Socialdemokratiet pege på DF-borgmester?

René Christensen går benhårdt efter posten igen. Han kører et tæt parløb med socialdemokraternes spidskandidat Bo Abildgaard, som dog på forhånd afviser, at han vil støtte en Dansk Folkeparti-borgmester. Han går efter den selv. Det gør socialdemokrater per definition. Men mange tvivler på, at Bo Abildgård står fast på selv at få posten.

Både socialdemokraterne og Dansk Folkeparti kritiserer borgmester John Brædder for, at han ikke er repræsenteret på Christiansborg. Der er brug for gennemslagskraft til landspolitikerne, mener de. Modsat mener John Brædder, at det er hans og Guldborgsunds styrke, at han ikke er bundet ideologisk.