Socialdemokratiet sad i forvejen tungt på magten i Frederikshavn Kommune, og det billede bliver kun forstærket med aftenens resultat.
Partiet med borgmester Birgit S. Hansen i spidsen går fra 14 mandater ved valget i 2013 til 18 mandater ved kommunalvalget i 2017.
I samme omgang går Venstre og Dansk Folkeparti tilbage med henholdsvis fire og to mandater.
Venstre har nu seks mandater, Dansk Folkeparti to mandater, mens SF, Konservative og Enhedslisten hver får et mandat.
Dermed skal der findes ekstraordinært mange socialdemokratiske taburetter frem i byrådssalen, hvor der er 29 pladser.
Men det flotte resultat får ikke Birgit S. Hansen til at miste jordforbindelsen.
- Jeg er både glad og stolt, men der kommer også en hverdag, og den er jeg begyndt at tænke på. Det er ikke sådan, at vilkårene for Frederikshavn Kommune er ændret bare, fordi vi har fået et godt valgresultat. Vi har de penge, vi har, og vi er lidt pressede på økonomien, siger hun.
Som lovet før valget vil hun nu forsøge at gå efter en bred konstituering med deltagelse af så mange partier som muligt.
- I bund og grund er vi sat i verden for at drive Frederikshavn Kommune, og det handler ikke om en selv og ens eget ego. Det bliver en meget spændende og vigtig opgave.
- Jeg starter med Venstre, så bliver det DF, og så bliver det de tre enmandspartier en for en, siger Birgit S. Hansen.
I den anden side af byrådssalen er der skuffelse hos Venstre, som nu er klar til at samarbejde for at få indflydelse, bebuder den faldne borgmesterkandidat Jytte Høyrup (V):
- Det er jo klart, at det er et resultat, der overrasker os, men det kan ikke hjælpe at hænge med næbbet. Vi er kommunens andet største parti, og vi er klar til et samarbejde de næste fire år. Vælgerne har talt, og borgmestereffekten er virkelig slået igennem, og det er sådan det er.