Der bliver spist, sludret og ikke mindst spillet banko, når "Hyggesprederne" engang om måneden tropper op på demensplejehjemmet Lokalcenter Strandgården i Esbjerg.
Hyggesprederne er unge frivillige, som ønsker at være med til at øge trivslen blandt lokalcenterets beboere.
Victoria Valentin og Marie Kjær Christensen, der begge går i 2.G. på Esbjerg Gymnasium, er blandt den gruppe af omkring ti piger, der bruger deres fritid på at gøre en forskel for de ældre.
- Man kan mærke på dem, at de er glade for, at vi kommer. Det er altid mega hyggeligt, og de ældre er meget venlige, siger Victoria Valentin.
- Det er ikke altid, de kan huske os. Så det er ofte det samme vi taler om, tilføjer Marie Kjær Christensen.
- Ja, det er nemt at føre en samtale. De er meget åbne, og selvom de ikke altid kan huske os, så er samtalerne meget ligetil. De går meget op i deres banko, så når vi spiller, skal der være ro, siger Victoria Valentin.
Et hyggeligt projekt
Projektet tog sin form for et par år siden, da en gruppe gymnasieelever i forbindelse med Operation Dagsværk - der handler om at samle penge ind til udviklingsprojekter - fik arrangeret to plejehjemsbesøg i samarbejde med Esbjerg Kommune.
Det udviklede sig siden hen til en månedlig bankoaften og kører altså stadig videre.
Victoria Valentin og Marie Kjær Christensen har spredt hygge i lidt over et år nu. Deres lyst udsprang af et ønske om at gøre en forskel.
- Det lød som et virkeligt hyggeligt projekt og god måde at gøre noget frivilligt på, forklarer Victoria Valentin.
- Det var en overskuelig og let måde at komme ud og gøre noget frivilligt på. Og så er det hyggeligt at kunne gøre det sammen, fortæller Marie Kjær Christensen.
Som en fnisende gymnasieklasse
På Lokalcenter Strandgården er Hyggespredernes besøg noget, der ses frem til. Det fortæller teamleder Jeanet Rosengren Sillasen Due.
- Det giver en god dynamisk. De her elever er meget ægte, når de kommer og opfører sig fuldstændig som om, at de bare er af sted med deres venner og veninder. Sådan er de også med vores beboere, forklarer Jeanet Rosengren Sillasen Due.
- Det er lidt som at træde ind i en gymnasieklasse, forestiller jeg mig. Det er fnisende og fjantende.
Selv når de unge er taget afsted igen, kan effekten tydeligt mærkes. På centrets beboermøder efterspørger beboerne altid mere banko. Og beboerne husker også de gode oplevelser omkring bankoaftenerne.
Men også for personalet på Lokalcenter Strandgården giver Hyggespredernes besøg også nogle positive inputs.
For eksempel var der en beboer, som gerne ville spille banko, men ikke var i stand til fysisk at lægge brikker på de opråbte tal. Tidligere satte personalet sig sammen med vedkommende og gjorde det fysiske arbejde, men Hyggesprederne koblede i stedet beboeren op med en anden beboer, der kunne gøre det for vedkommende.
- Det har vi sådan set bare kopieret og gør i dag. Det er sådan nogle ting, som bliver synlige for os, når der kommer nogle fremmede udefra, siger Jeanet Rosengren Sillasen Due.
- De her unge er så umiddelbare, fordi de ikke kender vores beboeres begrænsninger – de tager kun højde for deres ressourcer. Det gør vi som personale selvfølgelig også, men de unge kommer jo som et helt blankt lærred.
Giver god samvittighed
Det er dog ikke kun de ældre, som får noget ud af projektet. Det samme gør hyggesprederne selv, forklarer Marie Kjær Christensen:
- Når man tager derfra igen, har man da en god samvittighed, siger hun og bakkes op af Victoria Valentin.
- Ja, det føles rart at vide, at man har taget nogle timer ud af sin dag til at tænke på nogle andre i stedet for at tænke på lektier eller sine egne ting. Det giver en god mavefornemmelse.