Den pensionerede børnehaveklasselærer Dorthe Gjetting kan godt finde på at vente lidt længere tid, end hun tidligere ville have gjort, før hun ringer til sin læge i Rosengade i Slagelse.
- For jeg ved, at jeg så skal fortælle min historie forfra én gang til, til en person jeg ikke har set før, siger hun.
Når en privatpraktiserende læge har 1.600 patienter, så har lægen i kraft af overenskomsten for almen praksis ret til at få lukket for tilgangen af nye patienter.
Men manglen på praktiserende læger betyder, at mange læger har væsentligt flere patienter.
Den praktiserende læge, som Dorthe Gjetting og hendes mand er tilknyttet, har i runde tal 3.500 patienter.
Lægen har tidligere delt klinik med en ældre kollega, men han gik ned med stress og stoppede. Et par dage om måneden får den tilbageværende læge derfor hjælp af en pensioneret læge på omkring 70 år, og hun har også en anden vikar tilknyttet.
Derudover kommer der en medicinstuderende og hjælper to dage om ugen, og så har lægen uddelegeret nogle småopgaver til klinikkens sygeplejersker.
Læs også
Minister: Læger i yderområder skal have flere penge
Mindre tid - men mere spildtid
Det har nemlig været svært at tiltrække lægekolleger til at aflaste i arbejdet på klinikken, og ægteparret Gjetting oplever, at de ofte møder nye ansigter, når de har brug for lægehjælp.
- Jeg ved ikke, hvem jeg kommer ind til fra gang til gang, og de kender ikke min sygdomshistorie gennem et langt liv, siger Dorthe Gjetting.
Hun har ikke noget at udsætte på lægerne i Rosengades arbejde eller måde at være på, men hun synes, at det tager tid fra det vigtige, når hun skal forklare sin historie forfra hver gang.
Samtidig oplever Dorthe Gjetting, at tiden hos lægen er blevet afkortet.
- Man skal virkelig være målrettet, når man går til lægen, og vide hvad man vil med den tid, som man får. Når man har fået afsat et kvarter og skal bruge ti minutter på at fortælle sin historie, så er der ikke ret meget tid tilbage, siger hun.
Lægemangel i Region Sjælland
- •
Der mangler især praktiserende læger i Region Nordjylland samt i dele af Region Sjælland og Region Hovedstaden.
- •
Region Sjælland har relativt flere syge, ældre og personer på førtidspension end de øvrige regioner.
- •
Disse grupper er i gennemsnit langt oftere i kontakt med deres praktiserende læge end andre. Kilde: Rapport fra regeringens lægedækningsudvalg og Analyse af befolkningens kontakter til almen praksis
Familielægen skaber tryghed
Dorthe Gjetting savner at have en familielæge, der billedligt talt ikke skal slå op på side ét i journalen, hver eneste gang en patient træder ind til konsultation.
Men sådan en hænger ikke på træerne i Slagelse Kommune.
Der er i alt 17 praktiserende læger i kommunen. 15 af dem har som udgangspunkt lukket for tilgang af nye patienter, mens to kan tage imod nye patienter.
- Det med at have en familielæge - ens egen læge - det betyder noget for, om man føler sig tryg ved at kunne vende sine bekymringer uden at skulle starte forfra med en fremmed person, siger Dorthe Gjetting.
Læs også
Region om lægemangel-løsninger: Borgerne kan ikke vente til 2040
Må flere gange til lægen
Hendes mand, pensioneret lektor Finn Gjetting, har for nyligt fået opereret hoften og har i den forbindelse haft nogle komplikationer, som har betydet, at han har været en del til lægen.
Han oplever også, at lægen har mindre tid til konsultationerne end tidligere.
- Vi kan godt forstå, at det er stramt, når lægesituationen er, som den er, men pludselig er der ikke tid til, at man kan stille et ekstra spørgsmål. Så må man bestille en ny tid og komme igen en anden dag, siger Finn Gjetting.
Stor forskel på lægernes daglige patientkontakt
- •
Målt på antallet af fysiske konsultationer og konsultationer via telefon og e-mail er de praktiserende læger i Region Sjælland i gennemsnit i kontakt med deres patienter flest gange i løbet af en dag.
- •
Region Sjællands læger har kontakt med patienter cirka 53 gange på en dag. Tallet er lavest i Region Midtjylland, hvor lægerne har kontakt med patienter cirka 48 gange på en dag - en forskel på 10 procent.
- •
Der skelnes ikke mellem, om det er den praktiserende læge selv eller for eksempel en sygeplejerske i lægepraksissen, der står for konsultationen. Kilde: Rapport fra regeringens lægedækningsudvalg
Ligesom sin hustru savner han at have en rigtig familielæge - og ikke mindst at have en læge med bedre tid til sine patienter.
- Den lange historie, man har haft med sin læge, er ikke på samme måde til stede, fordi der ikke er tid til at friske lidt op om, hvad man har oplevet sammen gennem årene. Vi har tidligere haft et ret tæt forhold til vores læge - det er gået tabt, siger Finn Gjetting.
DR vil gerne høre om dine oplevelser med din praktiserende læge: Er det for eksempel svært at få tid til en konsultation, eller er tiden hos lægen for knap? Klik her og svar.
På forhånd tak for hjælpen.