Forventningerne til Dansk Folkepartis René Christensen var tårnhøje forud for kommunalvalget, men meget tyder på, at de ikke bliver indfriet.
Hovedpersonen erkender da også, at en borgmesterpost ikke synes sandsynlig længere, da lokallisten Guldborgsundlisten står til at få 33 procent af stemmerne, mens DF må nøjes med 24 procent.
- Det ser svært ud, siger René Christensen.
Hånden på hjertet, hvor svæver dine borgmesterdrømme lige nu?
- De svæver ikke ret mange steder, siger han.
Er løbet kørt?
- Det er svært at sige.
Opbakning fra ledelsen
Dansk Folkepartis ledelse på Christiansborg har ikke har lagt skjul på, at de håbede på borgmesterposter ved dette valg.
Partiformand Kristian Thulesen Dahl har eksempelvis været i Guldborgsund for at hjælpe René Christensen med at føre valgkamp.
Med 33 procent af stemmerne i Guldborgsund Kommune har lokallisten Guldborgsundlisten næsten fordoblet sit stemmetal siden sidste kommunalvalg.
Listen har den siddende borgmester, John Brædder, der sikrer 11 ud af 29 mandater i kommunalbestyrelsen - Guldborgsundlisten råder i dag over seks pladser.
Lokallisten overhaler dermed både Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne og bliver kommunens største parti.
Også svært i Assens og Hvidovre
Også Assens har været nævnt som en mulig kommune, hvor Dansk Folkeparti kunne få drømmen om en borgmesterpost indfriet.
Men her har Venstre, som også har borgmesterposten med Søren Steen Andersen, fået 42 procent af stemmerne, mens Dansk Folkeparti kun får 12 procent af stemmerne.
Dansk Folkepartis spidskandidat i Assens, Jens Henrik Thulesen Dahl, er ikke tilfreds med resultatet:
- Jeg har det mest skidt med, at vi ikke får et resultat, så vi kan videreføre de ting, vi gerne ville, og som er nødvendige i kommunen, siger han.
Heller ikke i Hvidovre ser det ud til, at Mikkel Dencker (DF) kan indfri forventningerne om en borgmesterpost. Her mister partiet to mandater.