Anna Mee Allerslev trækker sig som borgmesterkandidat i København

Den radikale spidskandidat trækker sig efter et politisk stormvejr som borgmesterkandidat.

Beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev trækker sig nu som sit partis borgmesterkandidat på baggrund af politisk stormvejr. (Foto: © JENS ASTRUP, Scanpix)

De Radikales spidskandidat i København, Anna Mee Allerslev, trækker sig nu som sit partis borgmesterkandidat.

Det oplyser hun i en kort opdatering på Facebook.

Hun bebuder samtidig et pressemøde senere i dag, hvor hun ventes at uddybe sin beslutning.

- Beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev trækker sig og inviterer til pressemøde på Københavns Rådhus i dag onsdag den 25. oktober 2017 kl. 13.30, lyder det.

Beslutningen kommer efter en ny sag, der beskrives i dagens udgave af BT. Her beskrives det, hvordan Allerslev har bedt Teknik- og Miljøforvaltningen hjælpe en privat ven i en byggesag.

Ny sag om byggetilladelse kom i dag

Den nye sag omhandler en byggetilladelse til Anna Mee Allerslevs private ven, ejeren af Øens Murerfirma, Jan Elving. Han og koncertarrangøren Tap 1 manglede i oktober sidste år en tilladelse til at ombygge fabrikshaller på Kløverparken i København til et spillested, og det har fået den radikale borgmester til at rykke forvaltningen for et svar på, hvor langt byggesagen var fra at være færdigbehandlet.

Tidligere er det også kommet frem, at borgmesteren lånte salen på Københavns Rådhus til sit bryllup uden at betale en krone for det. I overensstemmelse med reglerne, siger Anna Mee Allerslev, men alligevel har sagen fået hende til at efterbetale 65.000 kroner for lejen.

Sagerne har kastet den radikale politiker ud i et sandt politisk stormvejr de seneste par dage. Først meldte Randi Hjortholm, der er kandidat for partiet i København, ud, at hun ikke længere havde tillid til sin egen borgmester. Siden valgte også kampagnechefen og lokalformanden at trække stikket og smække døren, ligesom regionsrådsmedlem Charlotte Fischer, der tidligere har siddet i Folketinget, opfordrede hende til at trække sig.

Kan ikke trække sig

Det er så nu præcis det, der sker, men det er uklart, hvorvidt Anna Mee Allerslevs beslutning om at trække sig, også vil betyde, at hun ikke ønsker at blive valgt ind i Københavns Borgerrepræsentation. Netop det kan hun imidlertid ikke undgå, såfremt hun får stemmer nok.

For københavnerne vil stadig kunne stemme på politikeren, fordi det ifølge loven ikke er muligt for en kandidat at trække sig fra kandidatlisten, når først den er indleveret. Det blev den 43 dage før valget.

Såfremt hun bliver valgt til Københavns Borgerrepræsentation, kan Allerslev anmode om at blive fritaget fra sit borgerlige ombud. Det er op til Borgerrepræsenationen at afgøre, om der er ”rimelig grund” til at fritage hende og indkalde en afløser. En rimelig grund er normalt eksempelvis sygdom, flytning væk fra kommunen eller lignende.

Det er også et åbent spørgsmål, hvorvidt hun agter at fortsætte som beskæftigelses- og integrationsborgmester indtil perioden udløber ved nytår.