Da stemmerne var talt op efter kommunalvalget i 2013 gjorde ét parti rent bord i ti kommuner - med absolut flertal i kommunalbestyrelsen.
Det var Socialdemokraterne i Ishøj, Ballerup, Herlev og Brøndby. Det var De Konservative i Gentofte og Vallensbæk. Og Venstre i Billund, Varde, Herning og Lemvig.
Fortsat byer med ét parti i spidsen
Andelen af kommuner, der er styret af et enkelt borgmesterparti, er faldet i forhold til tidligere. Men det falder næppe meget mere.
Sagt på en anden måde: Der skal ske uventede ting den 21. november, hvis ikke en mand som Venstres Lars Krarup genvinder sit flertal i Herning - og hvis ikke Socialdemokratiets Thomas Gyldal Petersen gør det samme i Herlev. For bare at nævne to.
Bastionerne består, i det store og hele.
Bykongerne gør også. Her defineret som folk, der sidder tungt og uantastet på deres borgmesterpost - og enten har gjort det længe allerede, eller også har ualmindeligt gode muligheder for at gøre det. Som den konservative Hans Toft i Gentofte og flere af de socialdemokratiske vestegnsborgmestre. Racen uddør ikke.
Kunsten at arve en kommune
Det er en særlig disciplin at give (by)kongetronen videre. Det skete en hel række steder ved valget i 2013, hvor et ekstraordinært stort antal bykonger takkede af - lige fra Ballerups socialdemokratiske Ove E. Dalsgaard til Venstres Erik Fabrin i Rudersdal. En optælling viste at omkring ti af den slags meget stærke profiler forlod den kommunale scene i 2013.
Faktisk havde flere af dem takket af allerede et stykke tid før valgdagen i 2013. Det er ofte klogt at give stafetten videre til en yngre partifælle på god afstand af valgdagen. Det gør nogle, ofte under insisterende påvirkning fra deres partiorganisation. Andre bykonger bliver siddende på tronen til den allersidste mulige dag.
Odenses nu tidligere borgmester Anker Boye (S) gjorde det første - han forlod posten nytårsaften 2016 og gav dermed Peter Rahbæk Juel mulighed for at føre valgkamp fra borgmesterstolen i den fynske hovedstad. Omvendt bliver Johnny Søtrup (V) siddende på sin borgmesterpost i Esbjerg til årsskiftet 2017, og så må afløseren Jesper Frost Rasmussen selv finde ud af at vinde valget fra 2. geled.
Når vælgerne skifter borgmesteren ud
Uanset disse eksempler, så er det trods alt undtagelsen, at borgmesterposten decideret går i arv - ganske vist med vælgerne som dommere i Skifteretten, men alligevel. De fleste borgmesterskifter dikteres af skiftende strømninger blandt vælgerne, af skiftende alliancer på valgnatten - og nogle gange af interne magtkampe i de politiske partier.
Og er man ikke bykonge eller kronprins i kommunens dominerende parti - så er borgmesterkontoret et usikkert sted at opholde sig, når valgdagen oprinder. Og det er på ingen måde en garanti for en borgmesterpost, at man er spidskandidat og partifælle med den nuværende borgmester.
Mange kommuner får nyt parti i spidsen
SDU-forskerne Ulrik Kjær og Niels Opstrup har gjort regnskabet op. Deres tal viser kort fortalt, at hvor det tidligere var hver fjerde kommune, der fik nyt "borgmesterparti" efter valget, så er tallet i dag højere. I 2009 fik 41 procent af kommunerne borgmester med en ny partifarve. I 2013 var tallet 35 procent.
Der findes bastioner og bykonger. Men for de fleste andre er kommunalpolitik og jagt på borgmesterkæder en sport, der kan give skrammer. Og et los bagi, hvis vælgere og politiske samarbejdspartnere ikke er imponerede over indsatsen.
Balladen om Knud
Spørg bare den konservative Knud Kristensen, tidligere borgmester i den nedlagte Aars Kommune og nu borgmester i Vesthimmerlands Kommune. Han fik borgmesterposten i 2013 efter et konservativt kanonvalg, blandt andet med 5418 personlige stemmer - flere end partiet Venstre fik i alt. En solid sejr.
Nu er der gået fire år. Et par sager om habilitet har rystet grunden under Kristensen. Nogle partifæller har vendt ham ryggen - og Venstre og Socialdemokratiet er blevet enige om at de ikke vil vide af ham som borgmester. På stemmesedlen kan vælgerne i Vesthimmerland konstatere at de konservative står uden for valgforbund.
Om Knud Kristensen nåede at blive bykonge i Vesthimmerland, kan diskuteres - men magtfuld var han. Om han mister det hele den 21. november, afgør vælgerne.