Dansk Folkeparti har åbnet for at undersøge mulighederne for, at Radio24Syv kan fortsætte som eksempelvis en digital radiokanal - altså en DAB-kanal.
Det sker, efter ejerne bag kanalen - Berlingske Media - gjorde det klart, at de ikke ville søge om at få fornyet sendetilladelsen på FM4-båndet grundet kravet om, at 70 procent af de redaktionelle medarbejdere skulle placeres mindst 110 kilometer fra København.
Kulturminister Mette Bock (LA) har derfor valgt at indkalde Dansk Folkeparti - og de øvrige regeringspartier - til drøftelser i begyndelsen af næste uge.
- Vi er klar til hvad som helst, siger hun.
- Den mest enkle løsning ville jo sådan set være at fjerne de lokalitetskrav, som ligger i FM4-udbuddet, og det kan juridisk godt lade sig gøre. Jeg tror hverken, at regeringen eller Dansk Folkeparti ønsker, at vi skal have sådan en radio for jyder og en radio for københavnere – vi skal jo have radio, der dækker hele landet.
Mette Bock har ikke lagt skjul på, at de geografiske krav i udbuddet har været et ønske fra Dansk Folkeparti. En beslutning, der også har kastet kritik af sig.
Blandt andet har Konservatives medieordfører, Naser Khader, kritiseret det, mens omkring 20.000 danskere i skrivende stund har underskrevet et borgerforslag om at bevare Radio24Syv.
DF vil have DAB-kanal
Dansk Folkeparti har dog ikke åbnet for, at FM4-udbuddet skal ændres. De ønsker fortsat, at en ny FM-kanal, skal ligge i Vestdanmark.
I stedet handler det om, at Dansk Folkeparti er åben for at finde en anden løsning for Radio24Syv, så radioen kan fortsætte i "en eller anden form" - f.eks. som en digital radiokanal med offentlig støtte.
Mette Bock forklarer, at hvis Dansk Folkeparti ikke er villig til at kigge på FM4-udbuddet, så er hun åben for at se på, hvilke andre forslag partiet så har.
- Jeg har været meget ked af, at Radio24Syv på forhånd har meddelt, at de ikke vil byde ind på FM4. Det er nogle konsekvenser, som DF åbenbart ikke har forudset, og så må vi tage en åben drøftelse af det, siger Mette Bock.
Hun understreger dog, at der ikke bare kan laves en løsning for Radio24Syv alene, da det skal i udbud.
- Så kan man strikke et udbud sammen, så man kan sige, at det i hvert fald ikke udelukker Radio24Syv på forhånd, siger hun.
- Men lad os se, hvordan vi kan få det beskrevet, hvordan vi kan få det strikket sammen, om der kan findes finansiering, hvordan finansieringen skal findes og så videre. Det vil jeg meget gerne tale med DF om sammen med de øvrige regeringspartier, siger Mette Bock.