Der er gået valgkamp i sagen om Radio24syv, der til efteråret lukker og slukker, fordi ejerne bag ikke vil byde på at fortsætte kanalen, når der kommer krav om at flytte 70 procent af de redaktionelle medarbejdere væk fra København.
Det vurderer DR Nyheders politiske analytiker Christine Cordsen, efter Dansk Folkeparti i går åbnede en kattelem for kanalen.
Her foreslog formand Kristian Thulesen Dahl, at man kunne lade radioen køre videre som delvist statsfinansieret, digital DAB-radio, samtidig med at en landsdækkende FM-taleradio flyttes til Vestdanmark.
- DF er blevet overvældet af, at det så åbenlyst blev udstillet fra regeringens side som deres projekt at flytte radioen ud.
- I den almindelige folkelige opfattelse er det blevet til, at partiet ville lukke Radio24syv. Den kritik har været massiv. Vi er tæt på et valg, og der har DF haft behov for at signalere, at det altså ikke handlede om at lukke kanalen, siger Christine Cordsen.
Holdt ud i strakt arm
Forslaget kan derfor også ses som en måde at fjerne dårlige sager frem mod folketingsvalget.
- Tæt på et valg forsøger man at rydde de ting af vejen, der kan give problemer i en valgkamp. Det her er et eksempel på det, og det er der masser af andre eksempler på, siger Christine Cordsen.
Kristian Thulesen Dahl lufter i dag utilfredshed med regeringspartiernes udmeldinger i perioden efter, regeringen og Dansk Folkeparti indgik medieforliget, hvor Dansk Folkeparti fik presset igennem, at 70 procent af de redaktionelle medarbejdere på radioen skulle flyttes ud.
- Regeringspartierne har haft lidt svært ved den her diskussion. Nogle af dem har givet et billede af, at forliget handler konkret om Radio24syv, og det gør det altså ikke, siger han.
Christine Cordsen medgiver, at forløbet har været atypisk.
- Hvis ikke vi var tæt på et valg, ville det normalt være sådan, at når man har lavet et forlig, får alle parter noget, og så står man sammen om det.
- Det har været åbenlyst, at medieordførerne og ministeren har holdt det ud i strakt arm og gjort det klart, at det var DF, der ville have procentdelen så højt op. Det har han ret i, siger hun.
Leder efter løsninger
På Twitter skriver kulturminister Mette Bock (LA), at hun er klar til at indkalde til forhandlinger om radioens fremtid.
Herfra er det ikke til at sige, hvad der sker.
- Går man først ind i et forhandlingsrum, kan det jo være, der findes en løsning, som ikke nødvendigvis er den, Kristian Thulesen Dahl peger på.
- Men der vil helt sikkert blive gjort et forsøg på at redde Radio24syv. For det er gået op for partierne, at det her var mere upopulært, end de lige havde forudset, siger Christine Cordsen.
Som det ser ud nu, lukker Radio24syv, når radioens nuværende sendetilladelse på FM4-båndet udløber til efteråret.
Radiokanalen er for nylig blevet sendt i udbud igen, og her er kravet altså, at 70 procent af medarbejderne skal arbejde mindst 110 kilometer fra København.
Det krav, mener ejerne bag Radio24syv, er for stramt, og derfor byder de ikke på at videreføre kanalen.