Kristian Jensen: Kritik af skatteudspil er mudderkastning

Finansministeren afviser, at regeringen sminker tal for, hvem der får de største skattelettelser.

Hvis nogen vil have andre beregninger, så er vi leveringsdygtige i det. Det skal Folketingets partier bare spørge efter, siger finansminister Kristian Jensen. (© DR Nyheder)

Regeringen har lagt regnestykkerne åbent frem og forsøger ikke at skjule noget med dens nye udspil til skattelettelser.

Det siger finansminister Kristian Jensen (V) som svar på den kritik, som førende skatteeksperter har fremført, efter tallene bag udspillet er blevet set efter i sømmene.

- Den kritik er mest af alt mudderkastning, siger finansministeren til DR Nyheder.

Eksperterne mener, at regeringen sminker de tal, som ifølge regeringen giver en HK'er på mindsteløn den største relative skattelettelse. Og det har fået støttepartiet Dansk Folkeparti til at kræve nye svar fra regeringen.

Og oppositionspartiet Enhedslisten vil have regeringen til at redegøre for tallene på et samråd. Partiet mener, at der er tale om 'talfusk'.

Folketingets partier kan bare bede om nye beregninger, siger finansministeren.

- Nu åbner vi op for spørgsmål, og så kan Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og alle mulige andre stille alle de spørgsmål, de vil og bede om alle de regnestykke og familietyper, de ønsker. Det svarer vi på, for vi har intet at skjule, siger Kristian Jensen.

Misvisende, mener eksperter

Ifølge regeringens udspil vil dens forslag medføre en skattelettelse på 5.000 kroner om året for en HK’er, der tjener 215.000 kroner, mens en direktør vil få en skattelettelse på 26.700 kroner, hvis han eller hun tjener 1.045.000 kroner om året.

- Det ændrer ikke det faktum, at en HK’er får 5.000 mere til sig selv om året, hvis vores forslag bliver gennemført, siger Kristian Jensen

Men eksperterne, som DR Nyheder har talt med, mener, at HK’eren får mindst ud af skattelettelserne. Både i kroner og øre og i procent sammenlignet med direktøren.

Tallene er misvisende, fastslår eksperterne, fordi regeringen regner på en anden måde end ved skattereformen i 2012.

Embedsmændenes beregninger

Ifølge finansministeren kan man ikke sammenligne med tallene fra 2012.

- Vi har for første gang taget en HK’er på mindsteløn med. Du kan ikke sammenligne med 2012, for der var ikke en tilsvarende person med en tilsvarende løn, siger Kristian Jensen.

- Vi har lagt åbent frem, at det i kroner og øre er direktøren, der får den største skattelettelse. Det er ikke skjult. Men vi har taget en ny persontype med, nemlig HK’eren på mindsteløn, og det har der ikke været i tidligere skatteudspil.

- Derfor skal man lægge nogle forudsætninger ind. Det er blevet valgt af embedsfolkene, som laver beregningerne. Det er ikke noget, som jeg eller mine kollegaer i regeringen regner efter. Det er blevet lagt frem, så folk kan se det. Hvis nogen vil have andre beregninger, så er vi leveringsdygtige i det. Det skal Folketingets partier bare spørge efter, siger Kristian Jensen.

Sagen kort

  • Regeringen sminker tallene og overdriver den skattelettelse, en lavtlønnet butiksansat har i udsigt.

  • Sådan lyder kritikken fra såvel oppositionspolitikere som uafhængige økonomer, efter at regeringen har forklaret, at dens foreslåede skattereform giver relativt størst lettelse til en HK'er på mindsteløn.

  • Med ordet "relativt" mener regeringen skattelettelse sat i forhold til personens rådighedsbeløb efter skat og også efter husleje.

  • Det mener kritikerne er med til at få skattelettelsen til at se kunstigt høj ud. For hvis huslejen er meget høj, bliver rådighedsbeløbet lille. Og den relative skattelettelse dermed stor.

  • I sine beregninger medregner regeringen boligudgifter, når den konkluderer, at HK’eren får en skattelettelse på 7,1 procent mod direktørens på 5,7 procent. For at nå op på det tal, har regeringen i sine beregninger trukket boligudgifter fra det samlede rådighedsbeløb. - Det gjorde den daværende røde regering ikke i 2012.

  • Kilde: Ritzau