KORT: Her skal boligejerne have penge tilbage

Til brug for forhandlingerne om fremtidens boligskat, har Skatteministeriet beregnet, hvor meget den gennemsnitlige boligejer kan regne med at få tilbage i for meget betalt boligskat i alle landets kommuner.

Når omkring 730.000 boligejere om to år får udbetalt de penge, de har betalt for meget i boligskat, vil pengene især gå til boligejere i udkantsområder. Til gengæld skal boligejerne i hovedstadsområdet ikke regne med at få noget ind på deres Nemkonto.

Det fremgår af beregninger, som Skatteministeriet har lavet i forbindelse med de aktuelle politiske forhandlinger om fremtidens boligskat.

Topscorerne står til at blive boligejere i Odsherred Kommune. Her vil boligejere i et typisk hus på gennemsnitlig 29.500 kr. retur fra Skat. I Lolland kommune forventes den gennemsnitlige tilbagebetaling at være 27.200 kr.

Store geografiske forskelle

I København, Frederiksberg og kommunerne omkring hovedstaden - hvor kritikken af Skats forkerte vurderinger har været hårdest - skal boligejerne ikke regne med at få penge tilbage.

En del af forklaringen er ifølge skatteminister Karsten Lauritzen (V), at der historisk har været stor forskel på, hvordan kommunerne har lavet ejendomsvurderingerne.

- Der er nogle geografiske forskelle, som ikke giver mening, og som i sidste ende måske skyldes menneskelige fejl, siger Karsten Lauritzen.

- Den anden årsag er jo, at det er ude på landet, boligerne er faldet i værdi, og hvor vurderingerne derfor har været for høje i en årrække.

Politikere under pres

I efteråret blev der lavet en politisk aftale om opbygning af et nyt system til vurdering af ejerboliger. Samtidig blev partierne enige om tilbagebetaling af omkring 10 mia. kr. til de boligejere, der siden 2011 har betalt for meget i boligskat på grund af forkerte vurderinger.

Men den del bliver først endeligt vedtaget, når regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og De Radikale er enige om, hvordan ejerboliger skal beskattes i fremtiden. De forhandlinger fortsætter torsdag.

- Så der ligger et voldsomt pres på de politikere, der i disse dage forhandler. Hvis man ikke når til enighed, har man i hvert fald et problem. Både med tilbagebetalingen og med de nye vurderinger, siger Karsten Lauritzen.

Efter planen skal de nye vurderinger sendes ud til boligejerne i foråret 2019. Her vil den enkelte boligejer kunne se, om Skat skal betale penge tilbage. Hvis boligejeren accepterer den nye vurdering, bliver pengene automatisk udbetalt. Hvis boligejeren vil klage over den nye vurdering, afventer udbetalingen behandlingen af klagen.