Regeringen har skaffet flertal for at købe 27 nye kampfly til minimum 56 milliarder kroner. Selvom forsvarspolitik er en konservativ mærkesag, er De Konservative imidlertid ikke med i forliget, og nu beskylder partiets forsvarsordfører regeringen for uærlighed.
- Man skal være ærlig om de politiske beslutninger, man træffer. Hvis regeringen og Venstre ikke ønsker at prioritere den samme kampflykapacitet, som vi har i dag, så er det en fair prioritering. Men det er ikke fair at forsøge at bilde nogen ind, at 27 fly kan levere det samme antal flytimer, som 77 F-16-fly har gjort, lød det fra Rasmus Jarlov torsdag i Debatten på DR2.
Ifølge regeringen kan Danmark opretholde den nuværende kapacitet med de 27 nye F-35 fly, mens De Konservative mener, det kræver 43 fly. Ifølge Rasmus Jarlov bygger regeringens vurdering på alt for urealistiske og optimistiske forudsætninger.
- Jeg sidder tilbage med et indtryk af, at Finansministeriet har sagt: ’I må gerne købe nogle fly, men det må ikke koste en krone mere’. Så har man lavet nogle beregninger, der på forhånd har konkluderet, at man med et utroligt lavt antal fly kan levere det samme, som man har kunnet med et meget højt antal fly. Det passer simpelthen ikke.
De Konservative har sovet i timen
Venstres forsvarsordfører afviser, at der bliver problemer med kapaciteten og mener, at De Konservatives kritik kommer alt for sent.
- Alt dette skulle I have overvejet, inden I gik ind i det sidste forsvarsforlig, hvor vi var enige om at anskaffe kampfly og enige om, hvordan de skulle finansieres. Det er alt, alt for sent, Rasmus Jarlov kommer på banen nu, siger forsvarsordfører Peter Juel Jensen og svarer på vært Clement Kjersgaards spørgsmål om, hvorvidt De Konservative har sovet i timen.
- Ja, fordi man skulle have gjort sig dette klart, inden man gik ind i det forsvarsforlig, der kører nu.
Se hele udsendelsen af Debatten på DR2, når Clement Kjersgaard stiller spørgsmålet: Flere kampfly?
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:574bfe536187a40fa802dbab